Om kaprifolier og klitroser

Ved første øjekast er landskabet goldt. Sand, hjelme, marehalm. En meterhøj klit her, en lille fordybning der. Vinden, der næsten altid kommer fra én retning, og som har formet hvert eneste klit og hvert et lille skævt træ i hundreder af år.

Ved nærmere eftersyn er det et af de mest frodige steder, jeg kender.

Jeg har gået rundt der alene, siden jeg var helt lille. Først med far og mor i hælene, så uden. Allerede barn gik jeg lange ture alene med kun ét formål: at komme tilbage med en buket. Det er sådan, jeg har lært det landskab at kende. Med fingrene i sand. Med fødder, der ved, hvor stien går over klitten.

Jeg ved, hvor kattehalen står helt for sig selv ved den lille våde plet bag den anden klitrække. Hvor kaprifolierne klatrer ind imellem de små døde fyrrestammer. Hvor porsen vokser lavt og dufter ulig alt andet — vildt, harpiks-blandet, krydret.

Tilbage til den farvepalet, jeg ikke kan vælge fra

I sidste uges brev skrev jeg om den have, jeg gerne vil bo i — og om det, kroppen husker: hvordan skønhed, dufte og farver lagrer sig i os, dybere end vi kan sætte ord på. Det her er det landskab, der lagrede sig i mig først.

Råbjerg Mile er det, min krop husker. Jeg har lært det med øjnene, næsen og fingrene, siden jeg kunne gå. Sandet. Det lave lys. Den høje himmel. Den grågrønne marehalm. Det rosa-violette fra klitroserne mod det hvide sand. Den smukke lilla fra mussevikken i grøften og de svagt violette orkideer på marken. Til den honninggule Jomfru Marias sengehalm, den pink kattehale, det lyserøde engelskgræs, den høstgule rejnfang, den vidunderligt varme lilla lyng i august og de cremefarvede kaprifolier. Den palet af farver, jeg vender tilbage til, hver gang jeg arbejder med en have — også når haven ligger på Frederiksberg eller i en lille gård i indre by. Det kan være variationer i alle mulige retninger, men min dybeste inspiration kommer fra det landskab og ikke kun fra dets blomster.

Det er den palet, jeg ikke kan vælge fra. Jeg vender tilbage til den, uden helt at kunne lade være.

Min farfars have

Mine farfar og farmor flyttede fra Rungsted til Nordjylland for at være tæt på det landskab, min farfar længtes efter. De anlagde dér en have, der har formet mig mindst lige så meget som heden selv. Langs husets sydside voksede lavendler og roser, så det duftede, når man gik forbi. Der var en stor køkkenhave med kartofler, asparges, salat, morgenfruer og dild. Og så var der den vilde del — det, der gjorde forskellen: klitroser, gederams, græsser, små egetræer, kaprifolier og hyld. Det, der naturligt voksede i området, men som farfar havde inviteret ind.

Hvert forår slog han nye stier gennem det vilde. Han lod ikke det vilde være vildt for vildhedens skyld; han designede ind i det. Stierne skiftede hvert år. Nogle steder førte han os ind i en pude af gederams; andre steder ud i en lysning, hvor der pludselig stod et lille egetræ. Vildskab blandet med orden.

Han havde sikkert aldrig hørt om William Robinson ( ham der gjorde oprør mod de victorianske haver). Han læste ikke engelske havebøger. Men han tænkte ind i samme retning som ham. Det er sådan, det ofte er — ideer og fornemmelser for skønhed behøver ikke kende hinanden ved navn.

Hjorths Hotel

Et af de somre, mens jeg stadig var et helt ungt menneske, fik jeg sommerarbejde på et hotel i Nordjylland — Hjorths Hotel, lige ved Råbjerg Mile. Mit job havde et navn: blomsterpige. Hver morgen skulle jeg ud og plukke vilde blomster — til hotellets restaurant, opholdsstue og værelser. Jeg gjorde det, jeg allerede kunne. Jeg cyklede ud med en spand, en kurv og en cykelelastik til at fæstne de største fund på bagagebæreren. Jeg kom hjem med dagens høst.

Det var et job og en mulighed, der bekræftede noget, jeg allerede vidste uden at vide det. Der var en mand, der forpagtede det gamle badehotel. Han lod mig stå for udsmykingen og plukke frit. Han mindede mig om, igen og igen, at skønheden har en betydning. Noget han stadig lever efter.

Vi har holdt kontakten siden — en ven for livet.

Den slags lille tråd bærer langt.

Kaprifolier

Mens jeg sidder og skriver det her, driver duften af kaprifolie ind ad den åbne havedør. Det er en af mine yndlingsblomster — og dens duft tager mig altid tilbage. Til barndommen. Til havet. Til det træhus, hvor jeg lærte, hvad sommer dufter af.

Derfor var kaprifolien også en af de allerførste planter, jeg satte, da vi flyttede ind i den have, vi har nu. Jeg vidste det med det samme. Jeg kunne ikke have en have uden den.

Den plante bærer hele min barndom i sig. Den klatrer i mit sommerhus’ gardiner — William Morris designede et print i 1876, der hedder Honeysuckle, og det er det, der hænger for vinduerne i træhusets soveværelse. Den klatrede også i mine farmors små buketter — hun satte altid en lille vase med kaprifolier og klitroser i hvert værelse om sommeren. De dufter om aftenen på en måde, der gør, at man ikke kan gå forbi den uden at standse op.

Sådan en plante bærer mere end sig selv. Den bærer mit sommerhus, min farmor, min farfars have. Nu klatrer den også ved vores egen dør. Børnene lærer duften uden at vide, at de lærer noget.

Snuseturen — også her

I sidste uges brev skrev jeg om vores snuseture hjemme i haven — den lille aftenrutine, hvor børnene og jeg går rundt og stikker næsen i alt, der dufter.

Ved Råbjerg Mile fortsætter snuseturen, bare med andre planter. De snuser til blomsten af gul snerre. De stikker næsen ind i kaprifolierne og siger, at de dufter præcis som det, vi har derhjemme. De finder en stilk porse og bærer den med ind i sommerhuset for at sætte den i et lille glas. Det er den samme øvelse. Det er bare et andet sted.

Den dag de bliver voksne og kommer tilbage hertil — måske med deres egne børn — vil de kunne lukke øjnene og vide, hvor de hører hjemme. Det er det, jeg gerne vil give dem. En palet, et duftminde, en grammatik for en eng. Ord vi har lært sammen.

Måske kender du sådan et sted selv? Et landskab du bærer med dig, uden helt at vide hvorfor. Et sted, der ikke bliver mindre dyrebart med tiden — men mere.

Hvis du gør, så svar gerne på dette brev og fortæl mig om det. Det er den slags genkendelse, der binder os sammen — at vide, at andre også bærer på et landskab.

De små vaser i hvert rum

Det er en tradition fra min farmor. Hun satte altid små vaser i hvert værelse — gerne med kaprifolier og klitroser, der duftede særligt skønt om aftenen. Hun brugte de små vaser, som siden min oldefars tid er blevet til en hel samling af gamle smukke sennepsglas, små hånddrejede vaser og små glas, som også snildt en anden dag kunne indeholde en sjat vermouth til drinks. Min søster og jeg viderefører det nu, hver gang vi åbner huset for sommeren.

Hver vase er en lille verden. Et lille åndedrag i hvert rum.

I dagens brev bag havelågen deler jeg tips til at få vilde blomster til at holde fire-fem dage i vasen i stedet for én. Og en lille snuseturs-øvelse, du kan bruge med dine børn eller alene.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven — og bag muren får du de konkrete planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus en min månedlige haveguide, månedens brevkasse-brev hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.

P.S. Ny her? Hvis brevet ramte noget, kan du blive medlem fra 487,50 kr for det første år (lanceringspris frem til 14. juli) — så får du et brev hver søndag, månedsguider fra august, månedens brevkasse-brev og adgang til kommentarsporet. Bliv medlem her.