En stille længsel

Juli måneds lys

Der er noget med lyset lige nu, som er anderledes end for tre uger siden. Efter sommersolhverv får junis skarpe klare lys et varmere udtryk. Dagene er stadig lange, men skumringen melder sin ankomst en smule tidligere. Det er, som om hele haven trækker vejret dybere. Roserne puster ud efter junis vilde udfoldelse, farverne får mere mættede nuancer.

Jeg stod for lidt siden og kiggede indgående på mit lille stykke dansk sommereng, vi har lavet mellem vores æbletræ og den gamle rhododendron ved havegangen. Den seneste tid er der kommet så mange sommerfugle, at det næsten summer i luften over blomsterne. En stor hvid kålsommerfugl driver forbi, mens en admiral sætter sig med sit rustrøde bånd tæt ved min hånd og bliver siddende længe nok til, at jeg får set den ordentligt.

Sidste år læste jeg Inden året er omme af Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør på Zetland. Bogen er hendes egen fortælling om at have sat sig for at se hver eneste af Danmarks 64 sommerfuglearter i løbet af ét år — og undervejs at følge dem ud i landskaber, hun ikke vidste fandtes: gamle havbunde, hemmelige steder på det nordjyske hedeland. Det er ikke en havebog, men en bog om at få øje på naturen omkring os. Den har ramt noget i mig — og i mange af os. Jeg har faktisk læst den to gange, fordi der var så mange fine passager, som vækkede en interesse for at undersøge mit eget forhold til naturen, til naturfilosofien og til den historiske udvikling af synet på naturen. Efter jeg lukkede den, er jeg begyndt at standse op på en ny måde, når jeg ser insekter i haven.

For et par uger siden skrev jeg om den have, jeg gerne vil bo i — om at man ikke laver en have kun for at have en have, men fordi man gerne vil kunne leve i den, mærke den, plukke af den, blive næret af den. Det brev tog udgangspunkt i min egen have, mit eget hjem. Men jeg har siden tænkt over, at det ikke er et enestående ønske hos mig at ønske sig en have, der nærer én. Det er noget, flere og flere sidder med lige nu.

Trangen

Måske er det derfor, jeg lige nu så tydeligt kan mærke det, som mange af jer også skriver til mig om: en stille længsel efter at få hænderne i noget levende. Vi lever meget af vores tid foran skærme og i møder, der aldrig helt slutter. Selv om vi bliver skruet op i tempo hele dagen, længes vi efter at blive skruet ned. Efter noget, vi kan mærke i hænderne — noget, der ikke lader sig sætte på en to-do-liste.

Så vi går ud i haven, eller vi drømmer om at have en. Vi anlægger et bed, køber en krukke, bytter frø med naboen. Vi skriver os op på venteliste til en kolonihave. Vi kalder det forskellige ting — selvforsyning, biodiversitet, ro, lyst til flere sommerfugle og insekter. Men bag ordene ligger, tror jeg, den samme længsel: at være tættere på noget, der lever i sin egen rytme.

En bevægelse

Det begynder ofte med et blik. Man kigger på en have — eller ind i sin egen — og opdager, at man gerne vil noget med den. Måske er det bare en krukke på altanen eller en enkelt krydderurt i vindueskarmen til at starte med. Så kommer trangen til noget smukt at plukke — en buket med duftende roser til vindueskarmen, en lille buket til natbordet. Så kommer trangen til noget, man selv kan gå ud og spise: et jordbær, en tomat, en håndfuld rucola. Og på et tidspunkt, mens man går rundt i det, opdager man, at man også vil have det for de andre levende væsener — insekter og fugle, for bierne og sommerfuglene, og for det liv, man aldrig ser, som bor under en gammel stub eller i en hob af blade om vinteren.

Så er man ikke længere alene i sin have. Man er sammen med den. Det er den bevægelse, jeg selv har været igennem. Måske kan du genkende det?

Andre har spurgt om det samme

Jeg er bestemt ikke den første, der har været nysgerrig på det her. Den britiske skribent Alice Vincent har brugt de sidste år på at sætte sig ned i kvinders haver over hele Storbritannien og bede dem fortælle, hvorfor de dyrker have.

Hendes samtaler blev til bogen Why Women Grow — Stories of Soil, Sisterhood and Survival. En samling af de dybere grunde — om skabelse, tab, moderskab, modstand, sorg og det åndelige. Om hvorfor kvinder vender sig mod jorden, når meget andet også trækker i dem.

Jeg er selv i gang med den lige nu, og den siger noget vigtigt, jeg længe har fornemmet: At det at få noget til at gro er en meget gammel handling — måske én af de ældste. Og at det giver noget tilbage, der ikke helt kan gøres op.

Alice Vincent har også en podcast af samme navn, hvor hun sætter sig ned med designere, kokke, forfattere og iværksættere i deres haver. Den handler sjældent om planter — snarere om alt det andet, der folder sig ud, når man står med hænderne i jord.

Både bog, podcast er varmt anbefalet herfra.

Herhjemme skrev journalisten Marie Carsten Pedersen i marts en artikel i Zetland med præcis det spørgsmål — hvorfor er haven blevet så vigtig lige nu. Titlen er lang og god: “Sådan blev haven det ultimative 2026-begærsobjekt.” Jeg medvirker selv i artiklen med min egen historie og holdninger til hvad en have kan. Artiklen peger på, at det ikke længere er en niche at ville have jord under neglene. Det er blevet noget, mange længes efter, uanset om de bor i lejlighed på Vesterbro eller på en hektar i Sønderjylland. (Link til artiklen bag havelågen)

Man er aldrig helt alene i en have. Der er en rytme, der er større end ens egen, og en generøsitet, hvor jorden giver mere, end man satte i. Og hvis man tør give sig hen, får man et blik, der bliver skarpere for hver sæson — for sommerfugle, for lys, for det, der bliver ved med at ske uden at spørge om lov.

Måske er det derfor, haven er blevet sådan en modpol til den tid, vi lever i. Et sted, hvor man kan holde noget levende, også når det ikke er nødvendigt, også når det ikke betaler sig. Måske især da.

Ny her? Læs de tidligere breve: Engens grammatik, En have at bo i, Blomsterpigen på Hjorts Hotel. Bliv medlem for 75 kr/md eller 750 kr/år.

Sommerfugle behøver to slags planter for at trives: nektarplanter, som de voksne drikker af, og værtsplanter, hvor deres larver kan leve og æde. Nektarplanterne planter du. Værtsplanterne er ofte dem, vi plejer at kalde ukrudt. Uden begge dele bliver besøgene korte. Med begge dele bliver de.

I dagens brev bag havelågen deler jeg mine råd til konkrete planter, du kan sætte i haven for at få sommerfuglene til at komme, og de vilde planter, du med fordel kan lade stå, for at få dem til at blive. Plus link til Marie Carsten Pedersens Zetland-artikel og et forslag til, hvor du kan læse hvad jeg tidligere har skrevet om juli måned, hvis du vil dykke længere ned i månedens sanselige særpræg.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven — og bag muren får du de konkrete planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus en månedlig haveguide fra mit Et blomsterår-arkiv fra august og frem, månedens brevkasse-brev hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.