En have at bo i

Det er lørdag morgen. De mindste børn er ude i haven med hver sin lille skål. De skal finde skovjordbær. Jeg plantede både almindelige jordbær og skovjordbær i kanten af alle bede og under bærbuskene for tre år siden, og siden har de spredt sig stille og roligt. De bærer frugt hvert år, lige her i juli — og de små, intense skovjordbær, der ikke smager som almindelige jordbær, er allerbedst. De smager af noget mere koncentreret, mere vildt. Som hele sommeren i ét bær. Jeg synes, det er noget af det mest luksuriøse at få en kage eller en dessert med skovjordbær. Det minder mig om at bo i Rom og søndagsfrokosten på min yndlingsrestaurant.

Inde i køkkenet står jeg og sætter et par af de historiske og stærkt duftende roser i en lille vase på bordet. Nok ingen overraskelse for dig, at jeg flittigt plukker fra haven og altid har lyst til, at den skal være en del af oplevelsen indendørs. Det er sådan en weekendmorgen, hvor jeg igen og igen kigger ud over haven og tænker: det her er den have, jeg gerne vil bo i.

Jeg har tænkt meget på netop det de seneste år. Hvad det er for en have, vi laver her i huset. Hvad det er, der gør, at jeg foretrækker den langsomme, lidt vilde have — frem for den styrede og nysseligt klippede.

Det er ikke kun et æstetisk valg.

Det er også et valg om, hvad et hjem er. Og måske hvem vi er som familie. Og ikke mindst — at haven gerne skal kunne rumme både mit behov for mange blomster og mange gæster i alle aldre.

Et oprør i blomster og blade

For knap 150 år siden formulerede en irsk-født englænder ved navn William Robinson noget, som i mine øjne er meget banebrydende. I 1870 udgav han en bog, der bare hed The Wild Garden. Tretten år senere fulgte hovedværket The English Flower Garden. Den blev trykt i femten oplag i hans egen levetid og bliver stadig genoptrykt. Det er én af de mest indflydelsesrige havebøger nogensinde.

Robinson skrev en ret hård kritik af sin tids viktorianske haveæstetik.

Mod de klippede mønsterbede. Mod de tusinder af eksotiske blomster, der blev plantet ud hvert forår fra drivhuse og gravet op ved første frost. Mod alt det, der krævede et helt korps af gartnere. Mod alt det, der skulle vise, at man havde råd.

Hans ideal var noget andet. Det var cottage-haven — den fattige bondes have med stokrose, malve, riddersporer, kornblomster og roser, der voksede ind imellem hinanden uden plan. Det var planter, der hørte hjemme i landskabet. Hårdføre. Hjemmehørende. Selvsående og ikke eksotiske.

Det var en have, man kunne spise og plukke af, men frem for alt en have, der nærede den, der boede i den.

Og Robinson nøjedes ikke med at skrive det ned. Han købte et gammelt stenhus i Sussex — Gravetye Manor — og brugte resten af sit lange liv på at lade sin egen have vokse vildt og hjemmehørende: tusindvis af naturaliserende blomsterløg blev lagt ud i græsset, stauder der fik lov at brede sig, stier der bugtede sig i stedet for at gå lige.

Han skrev ikke bare oprøret ned. Han boede i det.

Det er det ideal, jeg nok lidt uvidende er gået efter. I min bog Et blomsterår kalder jeg det “en stille revolution, der vokser ud af jorden”.

En engelsk arv

Robinson “kæmpede” mod viktorianerne i haven. Den samtidige designer William Morris kæmpede den samme kamp indenfor — i hjemmet. Det, vi i dag kalder Arts and Crafts, var bl.a. hans opgør med den industrielle masseproduktions uskønhed: tingene skulle i hans optik håndlaves, have karakter, bæres af mennesker og minder. Han var socialist og ønskede skønhed for alle, ikke kun de allerrigeste i samfundet. Han tegnede tapeter og tekstiler med haven hentet ind — ranker, fugle, blomster. Ét af dem er kaprifolie-printet Honeysuckle, som hænger for vinduerne i soveværelset i det gamle træhus, min familie har haft nu i fem generationer. Men det hus er en historie for et af de næste breve.

For Robinson og Morris var det den samme tanke set fra hver sin side: en have og et hjem er ikke to ting. Det, du har i bedet, og den måde, du indretter dig på, er én sammenhængende måde at leve på. Og deres tanker mødtes: Morris skrev endda i Robinsons havemagasin The Garden.

En anden vigtig figur er maleren og gartneren Gertrude Jekyll. Hun mødte Morris som ung og blev formet af hans tro på, at al kunst hænger sammen; senere blev hun Robinsons nære ven og skrev i hans havemagasin The Garden i årevis. Hun var den, der bar tanken helt ud i jorden: blomsterbede komponeret som malerier, med farver der glider over i hinanden.

En generation senere rejste den samme tanke videre, nu båret af malere og forfattere i stedet for gartnere. Den slog rod i en lille klynge af huse i samme hjørne af England, ikke langt fra Robinsons egen have. (Sidste sommer viste Nivaagaard nord for København en hel udstilling om dem — Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve. Måske så du den?) Samme oprør, ført videre på hver sin måde.

Sissinghurst i Kent er nok den mest kendte og mest komponerede. Vita Sackville-West og Harold Nicolson købte i 1930 et halvt forfaldent slot og lavede en have af stramme, klippede hække, der deler den op i rum — og inde i rummene en næsten uregerlig overflod. Struktur udenpå, vildskab indeni.

Det er ikke én have, men en serie af stuer udenfor. Jeg har selv stået der, og skønheden var næsten for meget: jeg fik nærmest åndenød og måtte tage haven ind i små skridt, ét rum ad gangen.

Ikke så langt derfra, i Rodmell i Sussex, ligger Monk’s House — Virginia og Leonard Woolfs hjem. De købte det, fordi havens “størrelse og form og frugtbarhed og vildskab” vandt både Virginias og Leonards hjerter — som Virginia skrev i sin dagbog. Her var det Leonard, der var gartneren, og han lavede ikke en have til at se på, men en at leve af: æblehegn, køkkenhave og blomsterbede i ét, damme, flintmure, og under kastanjetræerne en lille skrivehytte, hvor Virginia sad og arbejdede. En have, man spiser af, lever i og skriver i.

En times tid væk ligger Charleston Farmhouse, hjemmet malerne Vanessa Bell og Duncan Grant delte i mere end halvtreds år — Vanessa var Virginias søster, så de to haver er nærmest i familie. Charleston er den mest maleriske: en muromkranset have, hvor blomsterne er valgt, fordi de var værd at male, og hvor stierne er lagt med mosaik af knust porcelæn. Mere uorden, mere selvsåning. Men det, der har sat sig fast hos mig, er sammenhængen mellem huset indeni og haven udenfor. Inde er hver en flade malet, og når man kigger ud gennem vinduerne, er det de samme farver, der står i bedet. Ude og inde bliver ét.

Fire haver — Robinsons vilde Gravetye, det komponerede Sissinghurst, det levede liv i Monk's House, det maleriske Charleston — og når jeg tænker på dem, dukker det samme spørgsmål op i mig: hvad slags have vil jeg bo i? Ingen af dem er en viktoriansk pyntehave. Ingen er lagt an på at imponere som eneste værdi. Alle lader planterne så sig selv, stå tæt sammen og hører uadskilleligt sammen med et hjem og et liv.

Charleston er nok den have, der har sat sig dybest i mig. Da jeg selv stod der, følte jeg mig hjemme på en måde, jeg ikke havde ventet — haven og huset blev til et stærkt minde, jeg stadig trækker på i mit arbejde. Ikke fordi jeg vil have et hus, der ligner Charleston, men fordi princippet er rigtigt: at det, du har omkring dig, skal hænge sammen.

Det, kroppen husker

Jeg tror, at skønhed lagrer sig i kroppen. Ikke som tanker, men som noget dybere — en duft, et lys, en farve, et mønster — der pludselig, år senere, kalder en hel sommer eller en periode af dit liv tilbage. Du kender det selv: en bestemt rose, der dufter som den i din mormors have. Nyslået græs en junidag. Sommerregn på våd asfalt. Den måde, lyset faldt ind gennem vinduerne eller på en gammel mur, da du var barn.

Det sidder ikke i hovedet. Det sidder i kroppen.

Haver lagrer sig også sådan. Et barn, der plukker skovjordbær under et æbletræ, ved ikke, at det bliver til et minde. Men det gør det. Og det kommer tilbage — som ro, som genkendelse, som en fornemmelse af at høre til, længe før man kan forklare hvorfor.

Det er derfor, det første jeg spørger om, når jeg skal lave en have for nogen, ikke er, hvilke planter de kan lide. Jeg spørger, hvilke minder de har med sig. Hvor de legede som børn. Hvad der duftede i deres barndomshave. Hvilken plante deres mor eller far havde stående. Hvad de husker fra et sted, de holdt af. For en have, der skal blive til et hjem, skal ikke kun være smuk. Den skal røre ved noget, der allerede ligger i kroppen. Det er med til at skabe følelsen af at høre til.

(De fleste bliver overraskede over spørgsmålet. Og så kommer der altid noget. En morfar med stikkelsbær. En sommerferie med vild kørvel langs en grøftekant. En farmor med roser ved et køkkenvindue. Det er der, haven begynder — ikke ved planteskolen, men ved et minde.)

Snuseture

Med mine egne børn gør jeg det helt enkelt: vi går snuseture. Det er deres ord, ikke mit. Ofte går vi en lille tur rundt i haven og stikker næsen i alt, der dufter — kaprifolierne, mynten, lægebaldrian, hver eneste blomstrende rose — og prøver at sætte ord på forskellene: den her er te-agtig, den her er sødere, den her er mere citrus, og den her nærmest pebret i bunden.

Det er ikke en lektion i botanik. Det er bare en snusetur. Men det er sådan, duften lægger sig i dem. Ikke at jeg ved det med sikkerhed — men jeg er helt overbevist.

At gøre sig umage

Det handler vel egentlig om at gøre sig umage. Det er den enkleste måde, jeg kan sige det på.

At plante en have er at gøre sig umage. At male væggene i en farve, der minder dig om noget, du holder af, er at gøre sig umage. At sætte et par roser i en vase på køkkenbordet er at gøre sig umage. At sende sine børn ud at plukke skovjordbær med en lille skål er at gøre sig umage.

Det er ikke perfektionisme. Det er egentlig det modsatte. Det er at lade verden være håndlavet og lidt skæv og lidt uventet — i en tid, hvor alt forsøger at gøre os ens.

Jeg laver en have herhjemme, og jeg laver den langsomt. Jeg planter, hvad der har rod her på disse kanter: hjemmehørende planter, hårdføre stauder, beholder roser, der har stået her længe før mig, og som vil stå længe efter. Skovjordbær under bærbuskene og som kant på bedene. Storkenæb der hænger ud over kanten. Skovvalmuer, rølliker, blåhat, en kaprifolie, der klatrer op på facaden, og på hegn og plankeværk flere steder i haven. Hvert år kommer der lidt mere til.

Det er vel ved at blive min form for cottage-have. Men det er også et lille forråd af minder: lagt i jord, gemt i duft, plukket med små hænder en sommermorgen — så mine børn en dag kan dufte og smage sig hjem.

Måske er det, jeg egentlig prøver at sige, det her:

En have er ikke en kulisse for ens liv. Det er der, livet også foregår.

Alt det her — en have at bo i (eller med?), en have, der er lavet med omtanke og med respekt for de minder, der sidder i kroppen på os — begynder med at vide, hvad man planter. Det er præcis det, jeg deler bag havelågen i dag.

Du får lister med de hjemmehørende, hårdføre stauder, jeg selv bygger min have op om — opdelt efter rolle i bedet, så du kan sætte din egen lille cottage-have sammen lag for lag, uden at gætte. Og du får guiden til, hvilke af sommerens blomster du trygt kan plukke og spise — plus min opskrift på en forfriskende rosensirup (med én hemmelig ingrediens), du kan lave til en iskold, læskende rosendrik på årets varmeste dage.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et essay som det, du lige har læst — og bag muren det konkrete, du kan tage med hjem i din egen have: planterne, opskrifterne, tips og tricks. Som medlem får du desuden en månedlig haveguide (fra august og frem), månedens brevkasse-brev, hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet, hvor vi medlemmer taler sammen.

Et medlemskab er også det, der gør, at jeg kan blive ved med at skrive de her breve. Hvis de gør noget ved dig, er det her, du holder dem ved lige.

Bliv medlem her — normalt 75 kr/md eller 750 kr/år. Lige nu 487,50 kr for hele det første år som lanceringspris (gælder kun til 14. juli). Du kan opsige når som helst.

Read more