Før jeg kendte planternes navne

Forleden stod min datter længe foran en stor udsprungen dahlia på terrassen.

Ikke fordi jeg havde vist den frem. Jeg var egentlig i gang med noget andet og gik frem og tilbage med opbinding og vandkande, mens hun stod helt tæt på blomsten og kiggede ind i den.

Det var et af de store hoveder, der næsten virker lidt for perfekte, når man ser dem lige forfra. Lag på lag af kronblade, så regelmæssige at de kunne være tegnet med passer.

Hun stod så tæt, at blomsten næsten var på størrelse med hendes eget hoved.

Og jeg kom pludselig til at tænke på Elsa Beskows bøger.

Det sker oftere, end jeg tidligere har lagt mærke til. Når børnene står under et frugttræ. Når de sidder på hug og kigger efter noget nede mellem bladene. Når en blomst bliver betragtet som noget i sig selv og ikke som en del af et bed.

Så kommer billederne tilbage.

Jeg voksede op med Lille Ole og hans bold, Putte i Blåbærskoven (Puttes äventyr i blåbärsskogen) og Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla (Tant Grön, Tant Brun och Tant Gredelin).

Jeg kan ikke huske alle historierne fra ende til anden længere. Men billederne kan jeg huske.

Planterne med ansigter. De små mennesker mellem frugterne. Børn, der bevæger sig rundt i en verden, hvor blomsterne er større end dem selv, og hvor blåbær og tyttebær ikke bare er bær, men nærmest hver deres folk.

Som barn tænkte jeg selvfølgelig ikke over det som et bestemt billedsprog. Jeg tænkte bare, at sådan så den verden ud.

Og jeg er begyndt at spekulere på, hvor meget den egentlig stadig findes i den måde, jeg ser planter på. For før jeg kendte alle navnene, kendte jeg billederne. Før jeg vidste noget om jordbund, vækstforhold og blomstringstid, havde jeg allerede en forestilling om, at forskellige planter havde forskellig karakter.

Det er måske Putte i Blåbærskoven, jeg tænker mest på.

Putte går ud for at plukke bær til sin mor og bliver gjort så lille, at han kan bevæge sig ind i skovbunden. Pludselig er blåbærplanterne ikke noget lavt, man ser ned på. De er en verden, man befinder sig inde i.

Det er et enkelt greb, men jeg synes stadig, der er noget rigtigt i det.

Særligt små børn ser haven fra en anden højde.

De ser under lagene af blade, hvor jeg selv ser hen over det. De finder ting under buskene. De kan sidde længe med én snegl eller ét bær, mens jeg selv allerede har registreret hele bedet og er gået videre til det næste.

Jeg kan se det, når de plukker skovjordbær.

Jeg har skrevet om dem før, fordi jeg holder uforholdsmæssigt meget af dem. Men jeg tror faktisk, at Beskow er en del af forklaringen.

Og måske er det netop det, et bestemt billedsprog kan gøre ved én: give forskelle betydning, før man har ord for dem.

Da jeg for alvor begyndte at interessere mig for haver, lærte jeg langsomt at se planter på en anden måde.

Højde og bredde. Blomstringstid. Jordbund. Om planten tåler tørke. Om den skal stå i sol eller halvskygge. Latinske navne, sammenligninger mellem sorter.

Det er en stor del af fornøjelsen for mig.

Men samtidig synes jeg, at noget andet bliver ved med at ligge nedenunder.

Nogle planter er nemme. Andre gør sig besværlige. Nogle bliver ved med at komme igen, uanset hvad jeg udsætter dem for. Andre skal flyttes tre gange, før de endelig virker tilfredse. Nogle får jeg et forhold til, som virker lidt ude af proportion med deres egentlige betydning.

Planter bliver aldrig helt kun til materiale.

August er fuld af den slags planter.

Dahliaerne først og fremmest. Både til lige dele glæde og til tider frustration.

Efter akelejer, storkenæb og alt det lettere kommer de med store, tunge blomsterhoveder. Nogle næsten matematiske. Andre løse og bølgende. Nogle elegante, mens andre er så prangende, at de nærmer sig det vulgære — på den bedst mulige måde.

Det er svært ikke at give dem karakter.

Og når jeg ser dem sådan, ligger Beskows blomsterhoveder stadig et sted i baggrunden.

Mange år senere opdagede jeg Tasha Tudors have. Jeg kan ikke huske præcis, hvor jeg så billeder af den første gang. Jeg kan bare huske fornemmelsen.

Jeg kendte den på en mærkelig måde allerede.

Ikke fordi den lignede Elsa Beskows illustrationer direkte. Men fordi huset, haven, blomsterne, køkkenhaven, dyrene og hverdagslivet syntes at høre til i den samme verden.

Der var ikke først et hus og derefter en have som pynt omkring det. Der var et liv, der foregik imellem det hele. Da jeg opdagede den have, kom mange af mine barndomsbilleder tilbage.

Og de har fulgt mig siden.

Jeg tror, det var noget af det første, der fik mig til at forstå, at det, jeg selv længtes efter i en have, ikke egentlig var en bestemt stil.

Det var en sammenhæng.

Jeg vil gerne have blomster, men jeg vil også have noget, vi kan spise.

Jeg vil gerne have orden, men ikke så meget, at der ikke er plads til, at noget overrasker.

Jeg vil gerne kunne gå ud og hente noget til en vase eller til aftensmaden.

Jeg vil have frugttræer, børn under grenene, jord på fliserne og planter, der efterhånden vokser sig ind i familiens vaner.

Det er måske også derfor, jeg aldrig helt kan adskille haven fra hjemmet.

Det, der gror derude, kommer hele tiden indenfor.

Noget af det vigtigste for mig er, at børnene ikke kun skal færdes i haven.

De skal være med i den.

Jeg tager dem med ud, når jeg sår, planter, vander og høster. Ikke hver gang, og ikke fordi alt skal gøres til en aktivitet for børn.

Men fordi havearbejde er en meget enkel måde at være sammen på. (Og indrømmet — jeg er ikke så god til at lege med legetøj.)

Der er allerede en opgave. Vi behøver ikke finde på noget.

Nogle gange holder de vandkanden. Nogle gange plukker de bønner. Nogle gange mister de interessen efter to minutter og begynder i stedet at grave et hul et helt andet sted.

De må gerne gøre ting langsommere. De må også gerne gøre noget forkert.

Det koster selvfølgelig lidt på effektiviteten. Det tager længere tid at så en række, hvis et barn skal være med. Nogle frø kommer for tæt. En plante kan få lidt mere vand, end den havde brug for.

Men der er andre ting, som kommer ind ad den vej.

At kunne mærke, om jorden er tør.

At tomater først smager rigtigt, når de har fået lov til at modne.

At bønner skal plukkes igen og igen.

At nogle ting tager en hel sommer.

Den viden er vanskelig at forklare på forhånd.

Den kommer gennem gentagelsen.

Jeg tænker tit på, at det måske er sådan et forhold til planter begynder.

Ikke med viden, der nødvendigvis kommer fra en bog.

Med fortrolighed.

Jeg kan selvfølgelig give mine børn Elsa Beskows bøger.

Det gør jeg også.

Jeg kan tage dem med ud i haven og vise dem forskellen på timian og mynte, lade dem smage bær og lære dem, at de ikke må spise noget, de ikke kender.

Men jeg kan ikke beslutte, hvad der sætter sig fast.

Det er måske det mest interessante.

Jeg ved ikke, hvilke billeder fra deres barndom de kommer til at bære med sig.

Det bliver sandsynligvis ikke de ting, jeg selv har brugt mest tid på.

Det kan være en bestemt dahlia. Et blommetræ. Et sted under en busk. Duften af tomatblade på fingrene. Eller noget, jeg aldrig selv lagde mærke til.

Jeg kan ikke vælge deres billeder for dem.

Jeg kan kun sørge for, at de får tid nok i haven og i naturen til at få deres egne.

Og måske er det netop det, jeg selv fik.

Før jeg lærte planternes navne, havde jeg billederne — og ikke mindst meget tid udenfor, både i haven og ved Milen.

Jeg havde Putte mellem blåbærrene, mennesker oppe mellem frugterne og blomster med ansigter.

Senere kom Tasha Tudors have og viste mig en voksen verden, hvor noget af den samme forestilling kunne findes i virkeligheden.

Og nu står jeg her med min egen have og opdager, at de billeder stadig ligger et sted nedenunder.

De lærte mig ikke, hvordan man laver en have.

Men måske lærte de mig at se én.

Der er selvfølgelig også en helt praktisk side af det her.

For hvis børn skal få deres eget forhold til en have, er det ikke ligegyldigt, hvordan haven møder dem.

Nogle planter inviterer til at blive rørt, duftet til og smagt på. Nogle afgrøder giver så hurtigt et resultat, at børn helt af sig selv begynder at holde øje med dem. Og nogle opgaver fungerer forbavsende godt med små hænder, mens andre mest ender med en irriteret voksen og et barn, der for længst er gået sin vej.

Bag havelågen i dag har jeg samlet de ting, der virker bedst hos os: planter og afgrøder til en have i børnehøjde, de haveopgaver mine børn faktisk bliver ved med at vende tilbage til, og mine egne principper for at have dem med uden at gøre haven til en pædagogisk øvelse.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et essay om at leve med haven — og bag havelågen det konkrete, du kan tage med hjem til din egen: planter, principper, guides og de erfaringer, jeg selv gør mig undervejs.

Som medlem får du også den månedlige haveguide og brevkassen, hvor jeg svarer på jeres spørgsmål (første 27. august).

Hvis du allerede læser med gratis og gerne vil længere ind i haven, kan du blive medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.

P.S. Ny her? Læs de tidligere breve gratis: Sommer på glas, Sommervemod, En stille længsel, En have at bo i.