Landbruget kalder til krisemøde, men burde kalde til selvransagelse

Den 31. august kalder Landbrug & Fødevarer (L&F) medlemmer og branche til krisemøde i Odense Congress Center. Formand Søren Søndergaard taler om en “fagligt svag, men ekstremt hård kvælstofregulering”, om en regering på vildspor og om en “helt urimelig og uanstændig politik”. 

Det er desværre landbrugets standardreaktion: Ethvert tiltag bliver fremstillet som et frontalangreb på dansk fødevareproduktion. 

Samtidig dyrkes et forsimplet fjendebillede mod resten af samfundet: De rigtige danskere dyrker jorden. Resten af os, såkaldte “forbandede spasserrøve” og “terrorister”, står åbenbart udenfor og ønsker landbruget hen, hvor peberet gror.

Det er noget vrøvl.

Læs også:Langt om længe ser der ud til at være skred i den folkelige opbakning til svineproducenterne

Vi vil også have et effektivt og økonomisk bæredygtigt landbrug. Et landbrug, der tjener penge. Et landbrug, der producerer. Et landbrug, der kan investere og udvikle sig.

Men 'bæredygtig' kan ikke betyde, at pengene tjenes ét sted, mens regningen havner et andet.

Det så vi ved Danish Crowns lukning i Ringsted i 2024, hvor 1.200 slagteriarbejdspladser forsvandt. 

Eller da slagteriet i Sæby blev lukket året før. Det kostede 800 arbejdspladser.

29 svineslagterier og forædlingsvirksomheder over 25 år er lukket og 9.700 arbejdspladser nedlagt

Eksporten af levende smågrise har overhalet leverancerne til danske slagterier, mens 29 svineslagterier og forædlingsvirksomheder over 25 år er lukket og 9.700 arbejdspladser nedlagt.

Det er ikke urimeligt at kræve, at et erhverv med en enorm plads i Danmark også skaber værdi i Danmark. 

Regnestykket går ikke op

Og så er der miljøregningen.

Her er proportionerne værd at dvæle ved. 

Ekspertgruppen for en grøn skattereform opgjorde landbruget inklusive slagterier og mejerier til omkring to procent af den danske værdiskabelse, tre procent af beskæftigelsen og syv procent af eksporten. 

Samtidig blev land- og skovbrugets ikke-energirelaterede udledninger skønnet til at udgøre 46 procent af Danmarks samlede udledninger i 2030.

To procent af værdiskabelsen. Næsten halvdelen af udledningerne. 

Til sammenligning står industrien for 18% af beskæftigelsen, 22% af velstanden og kun 19% af udledningerne.

Læs også:Når fællesskabet betaler prisen for svinebaronernes forretning

Og landbruget er ikke ligefrem overladt til markedets kolde hånd. Danmarks Statistik opgjorde i 2024 7,2 milliarder kroner i “andre produktionstilskud” til jordbrugssektoren. De tilsvarende “andre produktionsskatter” var 0,9 milliarder kroner. 

Det sidste tal er ikke landbrugets samlede skattebetaling – posten omfatter blandt andet ejendomsskatter og vægtafgifter – men forskellen fortæller noget om et erhverv, der nyder godt af betydelig offentlig støtte.

Når L&F samtidig går imod et nationalt sprøjteforbud i sårbare drikkevandsområder, er det svært at sælge fortællingen om, at problemet er alle os andre.

Indflydelse eller konfrontation

Det er her kontrasten til Danmarks Naturfredningsforening (DN) bliver interessant.

DN er blevet kritiseret for et meget tæt forhold til SF, da to ministre og to rådgivere i den nye regering havde en fortid i foreningen. 

Professor Anne Binderkrantz konstaterer tørt, at det er “klart en fordel” for DN, at de kender nogen i toppen af regeringen. 

Professor Christian Bjørnskov, der sidder i liberalistiske CEPOS' bestyrelse, kalder det ligefrem en særlig form for lobbyisme, hvor man får sine folk “helt inde i det maskinrum”.

Læs også:I én branche er andelen af udenlandsk arbejdskraft nu historisk høj

Man kan diskutere, hvor tæt sådan et forhold bør være, men én ting er svær at diskutere: DN åbner sig og søger indflydelse. L&F vender sig i tiltagende grad mod resten af samfundet. 

Den ene organisation bliver beskyldt for at have folk inde i maskinrummet. Den anden lejer Odense Congress Center for at råbe ad maskinrummet.

Det burde udløse selvransagelse hos L&F.

For en stærk interesseorganisation vinder ikke ved at fortælle samfundet, at alle krav er et overgreb. 

Den vinder ved at overbevise resten af os om, at dens interesser kan forenes med vores arbejdspladser, rent vand, levende fjorde, dyrevelfærd, og at produktionen skal kunne betale sig, og at samfundet skal kunne holde den ud.