18. august 2026, 15:25
Den ekstreme, islamiske organisation, Hizb ut-Tahrir, hvis danske medierepræsentant, Elias Lamrabet, optrådte på slap line i DR2-programmet Deadline mandag aften, ønsker sig et samfund, som på mange måder ligner en kloning af Saudi Arabien.
Det fremgår af organisationens udkast til forfatning for ønske-riget, et verdensomfattende muslimsk kalifat, som Netavisen Pio har gennemgået.
Det fremgår, at kvinder ikke må beklæde såkaldte styreembeder i kalifat-staten:
Medmindre man er mand
"Det er ikke tilladt for nogen at overtage et styreembede eller noget som helst embede, som anses for at høre til styret, medmindre man er mand, fri, forstandig, moden, retskaffen, samt kompetent blandt de kapable. Endvidere skal man være muslim.” (Styresystemet, paragraf 19)
Kun islamiske organisationer er tilladte
Kun islamiske organisationer er tilladte:
"Enhver sammenslutning, der baserer sig på andet grundlag end Islams forbydes." (Styresystemet, paragraf 21)
Kvindens plads er altovervejende i hjemmet:
"Kvinden er primært en moder, husmor og en ære, som der skal værnes om." (Socialsystemet, paragraf 112)
Kvinder og mænd skal leve adskilt:
"Principielt skal mænd adskilles fra kvinder (....).” (Socialsystemet, paragraf 113)
Kvinder må kun vise mænd håndflader og ansigt. Alt andet skal være tildækket. Det er heller ikke tilladt kvinder at sminke sig:
Og ikke befinder sig i sminket tilstand
“Under forudsætning af, at hun ikke viser andet end ansigtet og håndfladerne og ikke befinder sig i sminket tilstand.” (Socialsystemet, paragraf 117)
I ægteskabet er det manden, der bestemmer:
“Hun er pålagt lydighed, hvor han er pålagt at forsørge hende efter den gældende standard for kvinder i samme status.” (Socialsystemet, paragraf 120)
Hizb ut-Tahrir i Danmark og verden
Hizb ut-Tahrir er en international islamisk bevægelse, der er forbudt i en række muslimske lande. Blandt andet Jordan, Egypten, Saudi-Arabien, Syrien, Irak, Tunesien og Pakistan.
Organisationen vil oprette et globalt islamisk kalifat og afviser demokrati og vestlige værdier.
Det vurderes, at Hizb ut-Tahrir har mellem 70 og 150 medlemmer i Danmark.
Hizb ut-Tahrir har senest gjort sig bemærket i Danmark ved at føre en kampagne over for gymnasieelever med muslimsk baggrund.
Hizb ut-Tahrir opfordrer alle muslimske gymnasieelever i Danmark til at holde fast i deres identitet som muslimer og afvise dét organisationen i den aktuelle kampagne kalder en "skamløs og grænseløs ungdomskultur".

Comments
Nothing yet. Say the first thing.
Sign in to join the conversation.