Allerede i transportrøret på vej ind i metropolen kan jeg ikke lade være med at bemærke det. Det er ikke, fordi der mangler bevægelse og tilsyneladende livlighed. Ved indstigningen på platformen er der puffen og skubben, der på sær vis undgår direkte fysisk kontakt. Alle skal finde den rigtige plads, hvor de kan forskanse sig fra de andre skubbere. Der bliver scannet, hvem der sidder der i forvejen, hvem har man lyst til at dele svedig benplads med. Sidder der nogen og er i gang med en stinkende cheeseburger? Er der fulde og brovtende ungdommer på vej til Roskildefestival med tunge rygsække? Er der en skoleklasse, som lærerne ikke har styr på. Her er det i hvert fald ikke livlighed, der mangler.
I andre områder er der bemærkelsesværdig ulivligt. Alle er forsænket i deres mobil-device, manglen på mental tilstedeværelse i kupeen er markant. Dette er zombietransport 2318 B. Robotagtigheden akkompagnes undervejs af Digitale Doris’s hakkende stemmeprogram, der ved endestationen minder om: Hvis du har baggage, så husk den, når du stiger af toget. Her skulle der måske tilføjes: Hvis du ikke har baggage, så lad den bare blive i toget.
Undervejs er der aktiveret flere digitale robot-programmer, så personalet kan aflæse den ulæselige QR-kode. Det hævdes, at digitaliseringen betyder større driftsikkerhed og pålidelighed. Ikke desto mindre er der alt for ofte fejl i Rejseplanen, og toge bliver konstant udsat eller aflyst to minutter før afgang. Eller også udebliver de bare uden aflysning - alt er oplevet. Kan det måske skyldes, at der er en aura omkring den højhellige maskinelle præcision, at man glemmer, at maskinen er skabt af mennesker, der laver fejl og betjent og vedligeholdt af mennesker, der laver fejl. Robot-Doris siger også: Vi håber, du har haft en behagelig rejse, når aftentoget er en halv time forsinket, og den sidste bus videre er gået.
Der synes at være en lovmæssighed i metropolen, der allerede starter i dens indfalds og affalds-strenge, at jo større tætheden af mennesker er, jo mere isolerede i-sig-selv-indkapslede er de, og jo mindre indbyrdes kommunikation udøver de. I en given lejlighed i et boligkvarter med etageejendomme, kan der indenfor en 3D-radius-boble af 25 meter befinde sig op til 100 mennesker, som du ikke kender og intet har at gøre med. Når du bevæger dig igennem gadebilleder, glider der tusinder af ansigter og kroppe forbi som på en fladskærm. Yderligere fladskærms-agtigt bliver det, hvis der også er mindst én bilrude imellem. Her kan man til gengæld gøre det, man ikke kan i en togkupe eller en bus: råve højt op om, hvor dumme svin de andre er for at få udløsning for sin aggression over graden af komprimering. Dette er ikke et samfund, for ingen her har fundet hinanden, dette er en sammenstuvning.
Fornemmelsen af at gå ind i et indkøbscenter er CGI, et computer-genereret imagery, og du er selv reduceret til en NPC, en non-playable character i et computerspil, der går ad præprogrammerede stier. Når den animerede mesh-character når enden af stien, roterer den og går tilbage af samme sti i modsat retning. Du kunne i princippet være den eneste levende i hele centret, det hele kunne være en simulation.
I Malaysia tæt på Singapore findes der en rigtig spøgelsesby. Den ligger på en ø og hedder Forest City. Den er kæmpestor, der kunne have boet 100.000 mennesker, men der bor ingen. Næsten ingen. Der er flere sikkerhedsvagter end beboere, og det er uvist, hvad de bevogter. Byen er fuldt udbygget, der er personale, der vedligeholder stedet. De få folk, der bor der, oplever mærkelige fænomener. De bor måske i stuen på en 41 etagers bygning, hvor alle etager ovenover er ubeboede. Ikke desto mindre hører de lyden af møbler, der bliver flyttet rundt ovenpå. En lokal taxachauffør fortæller, at folk bare vænner sig til det, for huslejen er helt i bund, da meget få mennesker ønsker at bo der. Da han bliver spurgt, hvem han tror, der flytter møbler, siger han i fuldt alvor: ånder. Det er svært at gennemskue, om steder skal betegnes som post-apokalyptisk eller måske snarere præ-apokalyptisk. Der er en fornemmelse af, at nogen venter på, at der skal ske et eller andet.
Jeg længes allerede tilbage til bøhlandet, hvor kragerne vender. Her bliver der hilst og vinket ad folk, der bor flere kilometer fra hinanden, for hey, jeg ved jo, hvem du er. Der er god plads, og jeg har ikke mødt zombier her for nylig.
Her er tre primale øvelser, som alle burde gøre dagligt, men som folk over 40 ofte har svært ved. Nogle kan overhovedet ikke gøre dem. Det er imidlertid de tre øvelser, du har brug for at modvirke en ældende krop.
1 Sid på hug
Stå med let spredte ben og tæerne en anelse udad.
Gå i knæ, mens hælene bliver i jorden.
Ret overkroppen op så meget som muligt.
Hvis du kan sidde i 60 sekuner og hvile i positionen, er dine hæle, dine knæ og dit hofteparti intakt. Hvis ikke, så træn det op.
2 Kravl
Sid på knæ med armene og lårene lodret.
Løft knæene et par centimeter over jorden, så du bliver dyr på fire ben.
Kravl langsomt 4 skridt frem og 4 skridt baglæns - knæene skal ikke i jorden.
3 Hæng
Det kan være en rundstok i to snore, en gren, en ribbe eller en solid dørkarm.
Det skal være højt nok til, at du kan hænge frit udstrakt.
Start med 10 sekunder og byg op til 60.
Det strækker alle de vigtige led i rygstrukturen og styrker håndgrebet.
Håndgrebet alene er et mål for kroppens styrke.
Alle disse bevægelsesformer kunne du som barn gøre uden besvær.
Skru tiden langsom men sikkert tilbage og undgå at ende som en krumbøjet olding.
det er den tohundred-seksogfyrre-tyvende dag i året
og for 54 år siden sang funky The Temptations
It was the 3rd of september, the day I’ll always remember,
because that was the day, that my Daddy died
og det var før, som sangeren synger, jeg nogensinde mødte ham,
ot da han spurgte sin mor, sagde hun:
Pappa was a rolling stone, whereever he laid his hat was his home
hvilket kan give stof til overvejelser, hvad fædreløse børn bliver til,
for det kan tænkes, at far var en rullesten,
der kørte Peter Pan og løb fra regningen,
hvilket han så senere fik svært ved, for så kom forældremyndighederne
- som om forældre ikke allerede var myndigheder -
og bestemte, at rullestenen skulle betale børnepenge de næste 18 år,
og det kan være fair nok, når man bare er stukket af
men det kan lige så vel tænkes, at mor var en feminisme-inficeret sjuft,
der blot spekulerede i understøttelse fra den mand, der fik sparket,
som hun aldrig havde tænkt sig at leve sammen med,
for hun havde ikke medtænkt hensyn til pigens behov for en far
ejheller forudset, at tøsen 15 år senere en skønne dag udråbte:
nu gider jeg ikke længere dit fucking hustyranni din lede sæk,
så nu flytter jeg over til far, hvor jeg har lov til at være mig selv
og det kan også tænkes, at mor var en dragon mother,
der kvalte pubertetsoprøret, og at drengen 15 år senere
stadig hang i mors skørter, før snoren knak 10-20 år for sent
med et underkuet macho-kvindehad, for der havde aldrig været en far,
der havde nosser til at sige hertil-og-ikke-længere sønneke,
og mor havde ikke uventet et par nosser, så hun gav bare efter-og-efter,
selvom sociopaten skreg på at få at vide, hvor grænsen gik
nu var forsangen for The Temptations en sort amerikaner,
og problemet med fædreløse drengebørn var et ghettoproblem,
for det udviklede generationer af opkomlinge,
der var lette ofre for medlemsskab af en bande,
og hvis man hører lidt efter, hvad der bliver udsagt i gangsta-rappen,
så vil man hurtigt forstå, at drugs, skydevåben og foragt for kvinder,
er en del af den sociopatiske cocktail
Der er to muligheder.
Enten er vi i vores del af verden omsider ved at lære om virkeligheden i resten af verden, selvom der går meeeeget trægt. Virkeligheden har svært ved at trænge igennem det virkelighedsfilter, som Vestens gigantiske og forgrenede propagandaapparat har installeret. Dette filter er ikke som i en bilmotor, en emhætte eller en kaffemaskine umiddelbart udskifteligt, når det først er nået til et vist punkt, for så beǵynder ‘snavset’ igennem.
Eller også er det sådan, at vores verdensbillede er uforbedreligt forstenet. I det tilfælde, er det ikke kun filtret, der bryder sammen, men hele maskinen. Vi kan håbe på det første og frygte det sidste. Og hvis vi skal ud i sammenbrudet, så må vi håbe, at det bliver så tilpas slow motion, at det ikke bliver ét stort kaos.
Der findes et kunsthistorisk begreb, der hedder orientalisme. Viden om Østen, som antikken kaldte for Orienten, da solen stod op (oriens: retningen hvorfra, oprindelsen), er ankommet i bølger. Der var en Marco Polo, der var en silkevej, der var kinesisk porcelæn i de fine stuer. Orientalisme er Orienten set gennem et filter og med en vesterlændings øjne. Det er derfor, vi kalder et område af Vestasien for Mellemøsten.
Det er for så vidt forståeligt nok, at en vesterlænding i mødet med andre kulturer ikke nødvendigvis trænger dybt ind i dem men stadig er fascineret af dem og påvirket af dem. Men det er stadigvæk, som når charterturister har været en tur syd for Alperne og tager souvenirs med hjem. I dag tager de kilometervis af ligegyldige selfies foran et-eller-andet turistegnet monument.
Der er skabt vældig fine kunstværker i stilarten orientalisme. Franske komponister i starten af forrige århundrede besøgte verdensudstillingen i Paris - den hvor Eiffeltårnet blev vartegnet - og hørt et mærkeligt Gamelan-orkester fra Bali/Indonesien. Så Claude Debussy skrev klaverstykker, hvor det kunne høres. Erik Satie skrev klaverstykker, der lød som noget-i-retning-af armensk-græsk. Det er vældig fin musik, der er særdeles høreværdig. Men med al respekt, det har kun overfladisk noget af gøre med musik fra Kina, Bali eller Armenien.
I 1980’erne blev World Music et fænomen. Der er helt bestemt noget tiltalende og sundt over, at musikere fra vidt forskellige dele af verden mødes og bringer DERES musik ind i et møde med hinanden - inklusive den vestlige. Men størstedelen af det, der f.eks på musikbiblioteket - er der overhovedet noget, der hedder det i dag? - figurerede under betegnelsen World Music, var blot vor tids orientalisme. Flabet sagt kan vi sige, at det er misforstået fremmedkultur ofte i et totalt sammenrodet miskmask.
Hvis man hører den måde, hvorpå Hollywood lægger musik til film, hvor de skaber kulisser fra f.eks Orienten, så er det netop et sådant miskmask. Iranere med uddannelse i deres egen musiktradition - og klassisk <> folkelig er ikke så stor som i Vesten - tager sig til hovedet. Når Hans Zimmer, som alle forguder som vor tids store filmkomponist, skal lave en scene i Marokko og hiver en armensk dodouk (en slags klarinet) indover for at det skal lyde vældig marokkansk, så er det orientalistisk miskmask selvom det er vældig smart skruet sammen - manden er jo dygtig. Musikken i computerspillet Prince of Persia skal lyde persisk men har ikke noget med det at gøre. Og hvis man skal skyde en scene, der skal forestille at foregå i Iran, så SKAL der være ørken, selvom Nordiran er grønt og frodigt med sneklædte bjerge i baggrunden. Persiske krigere fra antikkens Perserrige skal udstyres med krumsabler og turban, selvom de aldrig brugte den slags.
OK, vi er muligvis i den harmløse ende af skalaen, når det drejer sig om kunst og underholdning. Eller er vi? Er det ikke snarere symptomatisk for dette filter af misforståelse? Vi møder aldrig de fremmede kulturer. Vi forbruger dem, vi transformerer dem til fordøjelighed. Men fordøjelighed bliver alt for let til forløjelighed. Det er åndelig dovenskab og mangel på nysgerrig interesse for mennesker i deres mangfoldighed. Vi er blevet udstyret med globalisthjerner, vi er blevet MacDonald’ficeret, Disney’ficeret, 7/11’ficeret. Vi slynger om os med buzzwords som diversitet, mens vi skaber flad ensartethed.
Det er et imperialistisk-kolonialistisk tankesæt. Vesten har muret sig selv inde i en boble af selvfedme og sig-selv-nok-hed. De støste og mest brutale kolonimagter England, Frankrig og USA har alle tromlet henover de kulturer, de mødte derude i deres sørøveriske togter. Og vi glemmer ikke i den forbindelse spanierne, portugiserne, belgierne og hollænderne - og danskerne prøvede minsandten også at være med på vognen. Vi har opført os som de mongoler, der overrendte os i Middelalderen. VI var barbarerne, ikke dem.
Angel-saksere - englændere og amerikanere - er det grelleste eksempel på dette. De har formået at banke igennem, at hele verden taler deres sprog. Og på mange måder er der fordele i det, for vi kan rent faktisk tale med andre. Men for angel-sakserne og deres efterkommere har det betydet, at de ikke fatter, hvad der foregår derude hos bananspiserne og risgnaskerne. De er ude af stand til at udtale ord, titler og navne på andre sprog, for det har aldrig ment, de havde brug for at lære andre sprog, da de var forkælede med, at de andre talte deres sprog. De tillod sig endog at gøre grin med, når de andre ikke beherskede den britiske aristokratis posh udtale. Gennemsnits-amerikanere i dag er ude af stand til at identificere lande uden for USA-staterne. De har aldrig været der, de har aldrig lært om det og hvad værre er: They couldn’t care less!
De prøver ikke engang.
Det er imidlertid i geopolitikken, at filtret eller civilisations-panseret for alvor bliver et problem. Et meget stort problem! Det er så stort, at det er sammenfaldende med ... vores civilisations sammenfald = sammenbrud, hverken mere eller mindre. Vi ævler løs med politisk korrekte buzzwords som bæredygtig. Det gør vi paradoksalt nok, NETOP fordi vores civilisation ikke længere er bæredygtig. Vi kompenserer ved at ævle og lade-som-om.
Vores imperialistiske civilisation kan ikke længere bære sig selv, og når vores kolonier = hele Udkantsverden for alvor hiver stikket, så bryder civilisationen sammen. Hvis Afrika fuldfører den proces, der for alvor er startet i det tidligere Fransk Vestafrika, der er en del af Sahel-bæltet syd for Sahara (udgående fra Burkina Faso, Mali og Niger), så bryder HELE EU’s økonomi sammen med Frankrigs som den første, da deres og europæernes livsstil bygger på Afrika. Det var Afrika og dets umådelige ressourcer, der genopbyggede Europa efter Anden Verdenskrig, og vi har aldrig anerkendt det, værdsat det eller betalt noget tilbage. Vi har bare taget-og-taget uden at betale for det, og vi bliver ved med at tro, at det vil fortsætte.
Europa / USA / Vesten møder ikke andre civilisationer. De fører ikke samtaler med dem, de forhandler ikke med dem for alvor - de lader som om, javel ... De fører kun samtaler med sig selv, for de evner ikke andet og de gider ikke andet. Vesten er - som de siger derude - ikke forhandlings-egnet (non-negotiable). Vores civilisations-politik er blevet onanistisk, vi masturberer, vi gør det med os selv.
Og ikke at vi skal tro på skrønen om, at man bliver blind, hvis man masturberer.
Men i denne overførte betydning bliver vi blinde.
Eller som man også siger: Vi er fanget i vores egne løgne.
Vi kan også blive kliniske og kalde det for Vestens narcissisme.
Vi er blevet til en civilisation regeret af narcissister = sociopater.
Det er ikke bæredygtigt. Lad falde, hvad ej kan bestå.
Der er mange problemer med Darwinismen.
Der gøres ikke rede for, hvordan mutationer, der er skadelige for kroppen og kreerer vanskabninger, er i stand til at være det stik modsatte. Naturlig udvælgelse og de stærkestes overleven er ikke nok til at forklare så tilsyneladende hensigtsmæssige udviklinger.
Der gøres ikke rede for, hvordan der kan ske disse spring i arternes udvikling, der ifølge teorien burde tage umådelig lang tid.
Der gøres ikke rede for, hvor the missing link mellem aber og mennesker blev af.
Der gøres ikke rede for, hvordan alle mennesker vandrede ud af Afrika og pludselig muterede fra små mere eller mindre abelignende protomennesker til den moderne afrikaner, den høje lyshårede og blåøjede kaukaser og asiaten med skrå øjne og fremhævede kindben.
Der gøres ikke rede for, hvordan det stærkt opreklamerede totalitære GENOM-projekt, der havde lovet guld og grønne skove og løsning på ALLE problemer, når baaaare liiiige de fik styr på alle generne – hvilket må betyde, at hele teorien og dens grundliggende antagelse om, at generne styrer ALT (næsten), er forkert.
Hvis vi overhovedet kan kalde darwinismen for en videnskab, så er det en stærkt gennemhullet videnskab, der har overskredet sidste holdbarhedsdato for bæredygtighed. Grunden til, at den stadig omgiver sig med en aura af uantastelighed = en præmis der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, selvom spørgsmålene har hobet sig op, er, at den er blevet ophøjet til et religiøst dogme. Religiøse dogmer er udgået direkte fra paven, der er Guds Søns stedfortræder på jord og derfor ufejlbarlig. I skiftet i Oplysningstiden overtog videnskaben kirken og religionens rolle som sandhedsforsyner. Og med tiden stivnede videnskaben som institution på samme måde, som kirken som institution var stivnet. Læg dertil Akademias status quo- og autoritetsbevarende mekanisme og dens kraftige gruppepres på medlemmerne af denne stand og intellektuelle overklasse. Et forkert ord, og du er udstødt af det gode selskab med en ødelagt karriere og en studiegæld, du ikke kan betale.
Det var måske en lidt lang optakt til det, der var ærindet.
Måske er hovedproblemet med darwinismen det samme som kristendommen:
at dens tidslinje er lineær. Det starter med en amøbe og ender med mennesket.
Og alt derimellem er evolution, der bygger op og bygger op.
Darwin talte i øvrigt aldrig om generel evolution men om mikro-evolution, som han observerede på et par øer i stillehavet hos visse fugle, så darwinisterne løb altså med bolden, for de havde et andet ærinde.
Når man har sådan en lineær udvikling som en lang lige trappe, hvor det altid går opad, så er det en umulig og direkte kætters tanke, at den nuværende menneskelige civilisation ikke er den første avancerede af slagsen i Jordens historie.
Og ligesom hullerne i darwinismen hober sig op, så ophober sig også nærmest dagligt evidens for, at vi ikke var de første. Og at vi måske heller ikke var den mest avancerede af slagsen.
Du har ringet til krigsministeriet.
Hvis du ønsker oplysninger om løbende folkemord, tryk [1]
Hvis du ønsker oplysninger om planlagte folkemord, tryk [2]
Hvis du ønsker at få at vide, at alt går som planlagt, tryk [3]
Hvis du ønsker at høre krigsministeren sige en sjov lyd, tryk [4]
Hvis du vil høre nationalsangen med kanontorden i baggrunden, tryk [5]
Hvis du vil høre præsidenten sige som en orange frø, tryk [6]
Hvis du ønsker at donere hele din formue til flere missiler, tryk [7]
Hvis du ønsker at blive holdt yderligere for nar, tryk [8]
Hvis du ønsker at høre sandheden om løgnen,
tryk dig selv på næsen og sig som en grøntsag.
Hvis du ønsker personlig betjening, så vil du blive omstillet til vores chatbot,
der vil guide dig igennem en række spørgsmål, som den selv svarer på,
så du kan få en bedre forståelse af folkemordets velsignelser
vær ikke bekymret mit barn
for Himlen har en plan for dig,
der ses ikke ned på dig, ovenfra,
du ses fra det udsigtspunkt, du fortjener
vær ikke bange min ven
for Forsynet vil se om hjørner for dig,
din fod skal ikke træde ved siden af,
og intet skal være dig nægtet
vær ikke søvnløs min elskede
du er i min favn og jeg i din - et sted,
hvor ondskab ikke kan nå os,
og hvor mørket er vor fælles ven
vær ikke nervøs du gamling
for Gud vil tage dig i favn
og glatte et helt livs ansigtsfurer ud
til et smil: for du har levet!
Hvad kan vi lære af dyrene?
De fleste tænker på dyrene som husdyr, der skal lære at være stuerene.
Katten skal lære at skide i bakken og ikke kradse i sofaen.
Hunden skal lære sidde og stå og ikke bide postbudet i benet.
Papegøjen skal lære at sige, at den skal ha en sukkerknald.
Der er æsler og kameler og okser, der skal lære at være træk- og lastdyr.
Og hesten skal lære at være en scooter på fire ben.
Eller også er de vilde dyr, der enten er skadedyr, fordi de gør, som de plejer, bortset fra at vi kom i vejen for dem. Eller også er de klar til at blive skudt, så de kan ryge i gryden - hvis bare de lige kan stå stille, så vi kan nakke dem. Eller også er de vilde og smukke, så vi kan sige: Se mor, der går en bjørn, må jeg klappe den? hvorefter mor hiver purken indenfor ved nakkehårene og forærer ham en tøjbamse.
Men kan mennesker lære noget af dyrene?
Hvis vi spurgte mennesker igennem historien, så ville de berette om de mange måder, hvorpå dyrene blev betragtet som sendebude fra den anden verden. Vi var klar over engang, at dyr besad en masse evner og havde et udvidet sanseapparat, som vi i dag er nødt til at skabe tegneserie-superhelte for at forestille os. Eller også er der nogle videnskabs-nørder, der entusiastisk skriver om, at NU har videnskaben fundet ud af, at dyr har super-egenskaber ... øj ja, det vidste stenaldermanden allerede, men han brugte ikke elektroniske måleapparater og matematiske formler for at begribe det.
I shamanistiske kulturer - shamanisme er forløberen og dermed kernen i alt, der sidenhen blev til religiøse instutioner, og er er det så gået fremad eller tilbage? det kan diskuteres - men i disse kulturer, som stadig findes langt derude i Udkantsverden, og som det kræver universitetsuddannede etno- og antropologer at forstå - er dyr væsener, der kommunikerer med en højere verden og derfor har et budskab til denne verden. De er i bufferzonen, de er mediatorer/formidlere, og når vi møder dem, skal vi være klar til at forstå budskabet.
Dyr var skytsånder fra gudernes verden. Bjørnen var en kultisk figur i det gamle Finland. Den kunne ombringes, men det var forbudt at gøre det, når den sov vintersøvn, for så var dens sjæl på en rejse. Hos de nordamerikanske præriefolk blev byttedyret spurgt om lov før drabet, og efter drabet blev der sagt tak, så dyrets sjæl kunne gå videre. Flertallet af stjernebillederne er dyr, så vædderen var det kultiske tyren i tyrens tegn væsen i vædderens tegn og fisken i fiskens tegn. Sfinxen i Giza er en løve, der ser mod øst, så vi kan vide, at den er opført i løvens tegn - men hov! det var jo mellem 10.750 og 8.600 før tidsregningen, og det har ‘gyptologerne ikke givet lov til, selvom geologerne ikke er i tvivl. Sfinxen er hugget ud af klippen på plateauet, og siderne på forsænkningen har heftige erosioner, der kun kan stamme fra årtusinders regnskyl = 9.500 år gammelt regnvejr fra et landskab, der ikke var ørken. Vi er nu på vej ind i vandmandens tegn, så vi skal altså til at dyrke en geléklump med nervesystem ... spøg til side, der var vandbæreren, der mentes. Odin havde to ravne som sit private efterretningsvæsen.
Det siges, at kinesiske kampteknikker er udviklet ved at studere dyr. Når katten gør sit spring, har dens energilegeme allerede gjort springet. Den har visualiseret afstand og vinkel, den har allerede virtuelt oplevet ballistikken, og dens muskulatur og nervesystem er allerede finstillet på springet. Den har allerede sprunget, før den har sprunget. Mennesker kan lære at gøre det samme.
Biologen Rupert Sheldrake har skrevet en bog med titlen: Hunde der ved, når deres ejer kommer hjem. Ved rigide videnskabeligt opstillede forsøg har han udelukket alle muligheder for, at det bare er tilvænning og skarpe sanser. Disse hunde er simpelthen clairvoyante.
Der er eksempler på, at mennesker spontant får overmenneskelige kræfter i nødssituationer. En mor er pludselig i stand til at løfte en bil, fordi hendes barn ligger under den. En anden mor farer lige i flæsket på en tiger, der har tænkt sig at æde hendes barn - og tigeren løber sin vej. Never mess with a mother! Tigerens egen mor gjorde det samme. Der er ikke væsentlige forskelle på muskelmassen hos en bodybuiler eller strongman og en gorilla eller orangutang, men bodybuilderen kan ikke bøje en jernstang. Det kan gorillaen, hvis den vil, fordi dens hjerne ikke bilder den ind, at den ikke kan.
Dyr kan minde os om, hvad det vil sige at være mennesker. Når der bruges udtryk som dyrisk adfærd, bestialsk, behandle folk som dyr, dit lede kryb! you bitch! (hunhund), dit møgsvin!, din so!, din ko!, burro! (spansk: æsel), torskedum, osv., så fortæller det intet om dyrene men alt om mennesket. Især fortæller det os om, hvordan vores kristne - sorry to say - kultur betragter dyr og natur. De er laverestående væsener, og mennesker skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden (Genesis v26). Er det ikke snarere menneskers behandling af både dyr og hinanden, der ofte går hen og bliver bestialsk?
Vi kan lære meget af vore husdyr. En hund kan lære os alt om ubetinget kærlighed og evig troskab. Dyr er tålmodige - bortset fra, når hundens ejer er på trapperne. Børn der vokser op med dyr bliver bedre mennesker. Her tænkes ikke på børn, der sidder og piller benene af en edderkop for sjov, for de ender snarere som sociopater og sadister. Der vil være en plads til dem som ledere i erhvervslivet eller i politik. En klog kat ved, når dens mennesker har det godt eller skidt, og den kan finde på at blande sig. Dyr er eksperter i følelser. Dyr kan lære os at være i nuet i stedet for konstant at ruge over fortiden og bekymre os om fremtiden.
… bliver byttet ud med 4. juli / Juli - digte og kortprosa - vi skriver jo forud
Der fandt i dag (4. juli) de største massedemonstrationer sted i Irans hovedstad Teheran + en række andre byer f.eks Mashhad og Najaf i dette enorme land + i Irak og en række andre lande i Vestasien - den største i menneskehedens historie. Et meget konservativt skøn for blot Teheran er 10 millioner, der fyldte hele det centrale bydel. Et mere realistisk skøn er 35-40 millioner. Anledningen er som bekendt begravelse af landets leder Khamenei, ayatollah, litterat, forfatter, politiker og leder for hele Shia Islam-gruppen af muslimer i verden.
Manifestationen var ufattelig massiv og viste et FULDSTÆNDIGT andet billede af den iranske befolkning end det, som Vestens propaganda-medier har sprøjtet ud, hvilket vil sige 90%+ af samtlige medier i Vesten, der alle er ejet og kontrolleret af de samme 6 medie-karteller / syndikater / korporationer med de samme 6 mænd i toppen, der sidder i den samme milliardærklub og globalist-loge. Ejet af de samme korporationer er de primært 3 nyhedsbureauer, Reuters, Ritzaus Bureau og Assosiated Press, der fodrer både statslige og privatejede medier - hvilket er ét fedt i et global-fascistisk styresystem - og som tilsammen har skabt Vestens narrativ, dets narre-stativ, uden hvilket en uprovokeret krig mod Iran startet af USA-Imperiet og dets køterstat Israel ALRIDG ville have været mulig. Uden denne kæmpeløgn - og ALLE krige starter med en løgn - var det aldrig sket. Vestens medier bærer hovedansvaret for, at befolkninger i Vesten har levet og stadig lever indsovset i en gigantisk løgn.
Denne løgn slog en formidabel revne d. 4 juli. Vestens medier forsøgte generelt at lyve ved nedtonet og forklejnet præsentation af begivenheden. Udover de lodrette løgne, som der er rigeligt af i medierne, er der også de andre lumske løgne. Man overbetoner elementer i historien (vinkling), der bestyrker den i forvejen skrevne nyhedshistorie og nedtoner de, der modsiger den. Eller man udelader simpelthen vigtige elementer og erstatter dem med uvigtige eller fiktive elementer.
Der blev meldt om, at der måske var 10.000 demonstranter, som man kunne sige allesammen var hjernevaskede eller udkommanderede af regimet og stod nervøst og svingede med deres faner med et geværløb i nakken. Enkelte meldte om op til 100.000 deltagere så-lad-gå-da. Et inkarneret globalist-medie Financial Times meldte imidlertid om flere millioner. Interessant i disse tider, hvor de globaløkonomiske følger af aggressionen nu er kæmpestore og kun bliver værre dag for dag. Det er blevet umuligt at lyve om for finansverdenen. De kan sno-vride-og-vende sig for ikke at fornærme agressorerne og Trump-mafiaen, men de kan ikke lyve lodret længere.
Selv det oppustelige grødhoved Trump kom med et spontant udslip om, at det havde de da ikke fortalt mig. Det var endnu et af hans tilsyneladende ukontrollerede opgylp, en fortalelse, en indrømmelse. Hvis mange af os godt har vidst hele tiden, så er Trump ikke manden, der træffer beslutningerne om den slags mega-svinestreger. Han er 100% indpakket i den gruppe af Deep State’ere - lad os bare kalde dem det i dagens anledning - der kører Det Hvide Hus og den amerikanske politik. Og DE har altså fortalt ham, at bare de smed et par bomber over Iran så’en ca. en uges tid og myrdede en stak af deres leder, så ville hele styret bryde sammen, for iranerne kunne alligevel ikke fordrage regeringen, og de var ude af stand til at forsvare sig selv, for de havde ikke noget luftvåben eller en effektiv militær flåde, og så ville der blive en regimeforandring, der passede os hø-hø-hø!, og så kunne vi rykke ind og stjæle al deres olie, og så videre ...
Dette var Trump-illusionen / -løgnen, dette var Vestens narrativ.
Hvis der var dele af den iranske befolkning, der ikke gik ind for styret før aggressionskrigen, så ophørte nærmest al opposition. 4. juli har vist med stor tydelighed, at styret har fuld opbakning, for det har ikke dukket nakken men svaret igen, så det har rystet Imperiet i sin grundvold. Folk på gaderne bar røde flag - der har intet med kommunisternes røde faner at gøre, men er en symbolsk farve - bærende slogans og ord for retfærdighed. Det er vredens røde farve. Retfærdigheden skal ske, og hvad er så retfærdigheden? For en iraner og for størstedelen af civilbefolkningerne i Vestasien er det ensbetydende med, at aggressionen skal medføre et svar, der er passende i forhold til aggressionen. Selvom vi skal være forsigtige med fortolkninger, er det svært at komme udenom begrebet hævn. Det er det bibelske øje-for-øje, tand-for-tand. Det er et ældgammelt og dybt rodfæstet begreb.
Khameneis søn Ali, der nu er den formelle leder, blev såret, da man myrdede hans far. Han har med sandsynlighed ikke tænkt sig at holde fingrene imellem som sin moderate far. Vesten myrdede en moderat leder, der udstedte et fatwa = et no-go mod at udvikle atomvåben. Det havde havde Trump-mafiaen ikke lige hørt om. Det har banet vejen for næste generation og et nyt lag, der for længst var kørt på plads, og som ikke vil lade sig begrænse af det. Så tillykke til lejemorderne for det. Det var i øvrigt en anden af USA’s store selvskabte illusioner: At blot man myrdede toppen, så ville det hele falde sammen. Tværtimod. Det samme er sket med Hezbollah i Libanon. En ny og mere kreativ generation er kommet til.
Iran og Libanon kan ikke adskilles i problematikken. Det samme gælder Yemen og Ansar Allah, der nu rykker på sig. Landet er reelt regeret af denne mega-milits, der med folkelig opbakning kontrollerer 2/3 af landet (den nordlige-vestlige del), selv om der sidder en latterlig hotel-regering i Aden indsat af Saudiarabien. Den er reelt skabt og indsat fra Hotel Ritz i Riadh. Glem ikke, at USA, Saudiarabien og Israel myrdede 400.000 !! yemenitter under Obama-regeringen ! Det var det, han fik Nobels Fredspris for ... Vær sikker på, at yemenitterne ikke glemmer det - nogensinde.
Lad se hvad der nu sker. Kompetente kommentatorer og eksperter på regionen Vestasien anslår, at israelerne bliver fordrevet fra Libanon (endnu engang), at Yemen bliver genforenet, at Saudiarabien vil alliere sig med Iran, selvom de formelt er i krig - der var en meget respektfuld saudisk delegation, der tiltog i begravelsen af Khamenei, hvilket skal ses som en tydelig gestus - og at der vil danne sig en ny Vestasiatisk verdensorden under ledelse af Iran med opbakning fra Pakistan, Libanon og muligvis Egypten og Tyrkiet + Rusland og Kina i baggrunden. Derudover vil de falske kongedømmer på Den Arabiske Halvø, golfstaterne med deres nyrige emirer uden folkelig support og indsat af USA falde sammen, og USA vil fuldstændigt forlade deres baser, der allerede er smadret. Hvis golfstaterne stadig ønsker at eksistere, vil de indordne sig ift. Iran. UAE bliver det sidste, for de er et dukke-regime kontrolleret af zionist-fascisterne i Israel.
Og Israel? Deres storheds-vanvittige plan om et Greater Israel vil få sig et hak i tuden. Kommentatorer siger, at den allerede er skudt i sænk. Men der sidder stadig et zionist-kontrolleret styre i Damaskus med CIA-agenten, ISIS-terroristen og halshuggeren Ahmed al-Sharaa, der kontrollerer regeringsbyen, men som ikke har kontrol over resten af Syrien.
Vil Israel overhovedet eksistere om 10 år? Vi er nogen, der håber på det, for ellers bliver Europa bare oversvømmet af hjernevaskede zionist-ex-israelere, og så ved vi godt, hvordan de har tænkt sig at opføre sig.
Den dårlige nyhed er, at selvom en af vor tids mest korrupte personer Benjamin Netanyahu, for hvem hele aggressions-projektet er helt egoistisk-personligt og tjener som udsættelse af hans uundgåelige domfældelse for netop: korruption, så vil hans efterfølgere kun blive værre end ham.
Den gode nyhed er, at det kun vil betyde yderligere sammenhold af Israels naboer, der kun er Israels fjender, fordi Israel har insisteret på,. at de er deres fjender og har behandlet dem med konsekvent paranoid fjendtlighed.
Europa er resultatet af det længste statskup i verdenshistorien.
Vi kan også kalde det for kolonialisering af kolonimagterne.
Vi kalde også kalde det intern imperialisme.
For at forstå Europa af i dag, må vi forstå denne hybrid, der er den politiske tilstand for dette subkontinent af Asien. Fra en bunke fyrstendømmer og kongeriger, der konstant lå i krig med hinanden til et ynkeligt halehæng på US-Imperiet i krig med omverdenen. EU var fra starten tænkt som et post-WW2 amerikansk projekt. EU og NATO er nu totalt smeltet sammen, hvilket altid var meningen, og alle med en hjerne ved, at NATO er et Pentagon-organ. Nu lægger USA i Trump-regimet så afstand til NATO, men det er ren overflade, for USA er så nationaløkonomisk på skideren, at det blot vil smøre regningen og konsekvenserne af på europæerne og få dem til for tredje gang i det 20l-21. århundrede at ødelægge Rusland og samtidigt ødelægge sig selv.
Det viser også, at det stadigvæk er den 150 år gamle britisk-imperiale strategi, der er grundlaget og tanken bag: At få den stærkeste og næststærkeste militærmagt i Europa til at smadre hinanden, mens den skjulte hånd sidder i splendid isolation på den anden side af et stykke vand og trækker i trådene. Og efter krigen vil den skjulte hånd træde frem i lyset og vade skamløst rundt i ruinerne og kapre krigsbytte.
Formålet med NATO er:
At holde russerne ude, at holde Tyskland nede og at holde USA inde.
Dernæst at sørge for, at Rusland og Tyskland aldrig får en fælles sag, hvilket ville være kulturelt-naturlig og helt oplagt, for så har vi den stærkest tænkelige forbindelse mellem Ruslands enorme ressource-potentiale. og Tysklands teknologisk-industrielle potentiale. Det var grunden til, at Polen både WW1 og WW2 blev udnyttet som ufredsskabende bufferzone, og hver gang og i særdeleshed i WW2 medvirkede til adskillelsen ved at hade både tyskerne og russerne. Had er vigtigt for krig.
Glem at om flommede, hykleriske udsagn om, at ‘EU er tænkt som garant for, at der aldrig kommer en ny storkrig i Europa’. Bull-fucking-shit! EU-NATO imperie-forlængeren er nu GARANTEN for, at der vil ankomme en ny storkrig, for stort set samtlige europæiske lande har nu indvilliget i at opruste med det erklærede formål, at gøre som USA har forlangt: At starte en storkrig med Rusland. Med ‘europæiske lande’ menes det korrupte, hjernedøde lederskab af Europa via EU-milliardærklubben i Bruxelles og deres indforskrevne statsledere og IKKE de europæiske befolkninger, der ikke bliver spurgt i den sag. Lederskab i dag spørger ikke deres befolkninger, de lever i deres eget elitære projekt, hvor befolkningerne blot står i vejen.
At det vil ødelægge Europa endnu engang behøver vi ikke at være i tvivl om, for det er allerede i fuld gang, og Europa er nu næsten lige så fælles-nationalt på skideren som USA. And you ain’t seen nothing yet, for en massiv oprustning skal finansieres, og det kommer til at ske på bekostning af hele tanken om velfærdsstaten, der er opbygget post-WW2. De sociale programmer ryger sig en tur, for andre steder kan pengene ikke komme fra. En del vil også blive taget fra infrastruktur. Den amerikanske infrastruktur og totalt forsømt og nedslidt, for alle pengene er gået til at føre krig for. Det samme vil nu ske i Europa.
Staterne vil også forsøge at opfinde nye måder til at konfiskere penge fra borgerne. I Danmark betaler vi i forvejen 83% i skat, hvis indkomstskat lægges sammen med de myriader af andre former for beskatning, moms, gebyrer og afgifter, brugerbetaling, overpriser for … ALTING, hvilket booster momsen (sammensmeltning af stat og virksomheder = fascisme). Det pengeløse samfund er til for, at folk ikke længere har pengene i hånden, så den dag Staten har brug for dem, så kan de trækkes direkte ud af folks konti. Og den har den lige om lidt, når den skal leve op til sit landsforrædderiske commitment. Begrundelsen vil blive af samme skuffe som under Operation Nedlukning:
Vi må gerne opføre os som nogle totalitære svin, for der er jo undtagelsestilstand ... kan I jo nok forstå - ikke sandt? - nåee det var flinkt - så det er nu det nye normale.
Historiens længste statskup har bestået i, at de sidste rester af europæiske uafhængighed af US-Imperiet er ædt op indfra. Europa er en bunke vassal-stater under USA og de europæiske statsledere - der ikke leder en dyt men gør, som de får besked på - er nu en stak vicekonger i en provins af Imperiet med deres sidste rest af et statsapparat som et ekspeditionskonter for en milliardærklub.
Er der stadig folk derude – bortset fra sæbehjernerne, der skøjter rundt i toppen af den politiske kransekage + medierne, der har en kugle for panden, hvis de skulle finde på at sige andet – altså er der nogen helt almindelig, fornuftig og blot nogenlunde velorienteret person med et par intakte hjerneceller, og som ikke har boet under en sten i 25 år, der længere kan finde på at påstå, at Taleban / al Qaeda og bin Laden sænkede Twin Towers + det løse 11. september 2001?
Behøver vi at repetere skrønen med 19 terrorister, der for 26 år siden lige havde erhvervet sig et certifikat til et etmotores Cesna-fly og nu bevæbnet med hobbyknive hijackede to Boeing 747’ere og fløj dem med en elitepilots sikkerhed ind i et par højhuse, der derefter med centimetertynd præcision i frit fald lagde sig ned i deres eget fodspor selvsamme dag, hvor hele det amerikanske luftvåben ganske tilfældigt var på øvelse et andet sted og overhovedet ikke så det komme?
Behøver vi at tilføje, at det samme var planen for Sears Tower i Chicago, hvor der helt lovligt! som under Twin Towers befandt sig en mini-nuke i kælderetagen, der skulle bruges i tilfælde af en nedrivning af disse superstærke stål-og-betonkonstruktioner?
Behøver vi at gentage godnathistorien om et tredje fly, der aldrig er optaget på video – bortset fra et missil – som med stor præcision crashede ind i selvsamme fløj i Pentagon,hvor der befandt sig dokumentation for de 2.3 trilliarder dollar (! det er dog en slat) i Pentagons budget, som daværende forsvarsminister Rumsfeld dagen forinden havde meddelt var pist-fosvundet i den blå luft? hvilken man glemte alt om dagen efter.
Behøver vi at undre os endnu-endnu engang over, at et angreb på verdens sikreste luftrum kunne gennemtrænges under ledelse af en pjaltet mullah fra sin laptop et sted i en støvet hule i Afghanistan, hvorefter manden døde tre måneder senere på et hospital i Dubai af en nyresygdom og senere på mirakuløs vis døde 7-8 gange igen og senest ved en swat-team-operation i 2015 i Pakistans hovedstad – af alle steder – udført af et SEAL-team, der helt tilfældigvis alle omkom bagefter i en helikopter, hvorefter man efter islamisk skik (?) dumpede liget af mullahen i havet? Det giver god mening alt sammen?
Behøver vi at genfortælle historien om de manglende masseødelæggelsesvåben, der var årsagen til USA’s invasion af Irak og senere seks andre lande i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien ifølge general Wesley Clark’s beretning om, hvad føromtalte Donald Rumsfeld havde fortalt ham – og hvordan den britiske og danske premierminister og statsminister som glade sangskoledrenge brummede med på sangen og sidstnævnte fik en fin NATO lakkasket som belønning for veludført dåd?
Behøver vi atter at lovprise den tårepersende humanitære indsats, som vi her i Lilleputland har være med til at yde i De Gyldne Bjerge i Afghanistan, så Opiumshøsten kunne finde sin sikre vej til Heroin-fabrikkerne og på velbevogtet vis kunne finde vej til Vesten, så det stakkeĺs underbetalte CIA-agentur kunne få finansieret alle deres sorte operationer?
Det gjorde vi så alligevel i elevatorversion. Hvad jeg mener er: Behøver at starte helt forfra og lade som om, at vi aldeles intet ved, når vi rent faktisk ved en hulens bunke?
Og behøver vi dernæst at tale til folk udenfor pædagogisk rækkevidde?
Er der noget mere dansk og sommerligt end at sidde under et stort lindetræ på den gamle kro Lollesgård på øen Nyord og stene over en frokost med traditionelle småretter. Dertil en fadøl fra Møn Bryghus og for at være pivfræk: en Fanefjord-snaps - det er ikke mig, der skal sejle den gamle postbåd Røret mellem Nyord By og Jungshoved Kirkehavn og dirigere dens fem tons isbryderskrog ind gennem hullet i havnemolen.
Det er en af disse perfekte sommerdage med solskin og en let kølende brise, så man ikke sidder og koger i eget sved, og så myggene ikke kan finde ud af at sætte sig. De skal også tage sig i agt for svalerne, der kredser over træerne altid på jagt. Et let summen af de få gæster kører i baggrunden, lyden af en tornsanger øverst i hækkene, naboen bag hækken der diskuterer kvaliteten af den kalk, der skal bruges til den gamle gård. Nyord består stort set af fredede gårde + et en håndfuld småhuse. Der må ikke bygges nye huse på stedet, og uanset om, hvad man måtte mene om det lovgivningstunge bureaukrat-staten Danmark, så er der visse bestemmelser, der giver fuld mening.
Der er selvfølgelig en del turister på et så pittoresk sted. Men de lokale har fundet en fin balance mellem deltagelse i turistgesjæft og privatliv. Folk vader ikke igennem naturhegnet og indover deres grund. Turister i verden kan være ret hensynsløse og sine steder destruktive, men folk, der kommer her, opsøger stedet for dets fredfyldte idyl og har derfor en respekt for den. Tendensen er det lidt ældre publikum, for hvem idyllen afføder en nostalgi over et Danmark og et traditionelt bondesamfund, der ikke findes længere, og som er blevet kørt over at den EU-tilskuds-korrumperede Axelborg-mafia, de globalistiske GMO-pesticid-syndikater, det gennemforurenede grundvand, de gigantiske svinefarme, der dumper deres gylle-kvælstof i danske farvande – der altsammen og meget mere ikke har levnet mange lommer for oprindelig idyl i industri-landskabet.
Stedet er ligesom Folkehøjskolens Melodibog og dens besyngende hyldest til et land og en kultur, der blev aflivet af moderniteten, grådigheden og globalismen. Det kan kun diskuteres, om der var tale om overlagt mord, eller om det var et uoverlagt af slagsen. Vi kan også kalde det for et medløber-mord, tjae-bum-bum, det var den vej, vinden blæste, det er jo udviklingen og fremskridtet, vi må jo følge med tiden. Men et mord er et mord uanset hvad, og om det skal takseres til årelangt fængsel med mulighed for afkortelse pga. rimelig opførsel eller psykiatrisk forvaring uden mulighed for appel eller udgangstilladelse – forever! det er spørgsmålet. Tiltalefrafald kommer ikke på tale.
Russofobi, et tilbagevendende emne.
Lige nu er russofobi det eneste, der kan begrunde EU-totalitær-superstaten.
Hvis ikke det kollektivt psykiatriske tilfælde, der udgør EU-kratiet, dets kommissærvælde + de indforskrevne statsledere og deres regeringer kan legitimere totalitære overgreb på befolkningerne, så falder hele apparatet sammen.
Alt for mange europæere har genneskuet løgnen - ergo falder det sammen.
Russofobi er symptomatisk for den terminale tilstand, som et illegitimt og ikke-bæredygtigt imperie-system er ankommet til. Det er dets dødskramper. Systemet har ingen berettigelse, hvis det ikke kan påberåbe sig en undtagelsestilstand. For at kunne gøre det, er det nødt til at arrangere et omfattende apparat af løgn.
CIA-direktørens udsagn om, at den dag, hvor alt hvad folk tror på, er løgn, så har vi vundet, er blevet til virkelighed. EU-systemet er nu taberen, løgnen er vinderen.
Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget. Den politiske ledelse er nu så isoleret i deres selvoptagethed, at de ikke har overført nok af smitten til befolkningerne.
Russofobi er ikke den eneste diagnose, som skal stilles for Imperiet.
Sinofobi er en anden. Kineserne kommer, kineserne køber det hele, kineserne ekspanderer deres økonomi, kineserne falder ikke om i støvet og kysser støvler, kineserne er ikke længere til fals for kanonbåds-diplomati - dø skal de risgnaskere!
Hele Imperiets Iran-aggression handler om at få skovlen under Kina ved at ødelægge deres forsyningskanal for olie, og Iran er den primære, Rusland er den sekundære.
Russofobi er et elitært projekt med et kraftigt psykiatrisk element.
Men unge mennesker i dag vil ikke stille op til at dø i en krig, som EU-kratiet har beordret dem til. Paradokset er, at EU for at kunne opløse og opsluge nationalstaterne i en uberstat har dæmoniseret nationalisme. At føle kærlighed til sit fødeland blev odiøst. Nationalisme var roden til alt ondt. Men kun en kraftig nationalfølelse kan få folk til at gå i krig. Læg dertil, at EU ALDRIG bliver et fødeland men altid vil forblive - indtil projektet kradser af (og det kan kun gå for langsomt) - et elitært fascistisk projekt uden egentlig folkelig opbakning. Ursula og Kara og alle de andre psykiatriske tilfælde, go f... yourself!
Der findes flere metoder som filmskuespiller.
En af dem er method acting. En anden er internalisering.
Om en skuespiller bruger den ene eller den anden er et spørgsmål om temperament og valg. Metoderne er også skoler. De kan læres.
Det er ikke et enten-eller, for elementer af den ene metode kan kombineres med den anden.
En metod actor vil forsøge at synke så langt ind i rollen, at han/hun bliver til karakteren. Han vil tilbringe lang tid sammen med folk fra det miljø, som karakteren kommer fra. Han vil udsætte sig selv for det, som karakteren bliver udsat for. Han vil forsøge at blive i rollen hele tiden også udenfor optagelserne. Hvis rollen er en hjemløs bums, så går skuespilleren ikke i bad i flere måneder og bliver smidt ud af de lokale butikker på settet, fordi de tror han er en hjemløs, der har tænkt sig at stjæle varerne.
Metoden er meget krævende og må nærmest beskrives som masochistisk. Den er opslidende. Method actors kan være meget svære at arbejde sammen med for andre, og hvis de spiller en ubehagelig rolle bliver de i værste fald ubehagelige at være i stue med og i bedste fald indesluttede og utilnærmelige.
Metoden opfordrer til en form for besættelse af rollekarakteren. Der er noget grænsepatologisk over den. Den er udviklet af Lee Strassberg og kan også sammenlignes med Stanislavskys metode for teaterskuespillere.
Berømte method acting-præstationer er:
James Dean: Øst for paradis
Marlon Brando: Apocalypse Now
Jack Nicholson: Chinatown
Dustin Hoffman: Tootsie
Edward Norton og Brad Pitt: Fight Club
Sean Penn: Mystic River
Robert de Niro: Cape Fear
Joaquin Phoenix: Walk the Line
Christian Bale: The Machinist
Daniel Day Lewis: There will be blood
Viggo Mortensen: The Road ... der var her, han blev smidt ud af butikkerne, fordi han lignede en bums og lugtede fælt udenfor settet.
Det tyder stærkt på, at det næsten udelukkende er mænd, der dyrker denne stil. Det passer med den psyko-sociologiske beskrivelse af mandekønnet som det ekstreme køn. En ekstrem kvinde vil have meget svært ved at være en mor for sine børn.
Instruktøren Lars von Trier er kendt for at drive sine skuespillere ud i en tilstand, hvor de er nødt til at gå i method acting mode. Der er noget psykoterapeutisk over det, bortset fra at der er mere fokus på en traumatisering / gen-traumatisering af aktøren, så det må vel snarere kaldes anti-psykoterapeutisk. Von Trier selv er dybt hærget af sin egen psyke.
Internalisering handler om at agere ud fra en følelse, men uden at den udraderer og overtager skuespillerens personlighed. Følelsen kan findes frem til optagelsen, der kan tændes og slukkes for den. det er en strengt professionel teknik, der kræver meget selvkontrol.
Der er store skuespillere i begge metode-kategorier, men blandt de store ‘internalister’ (er det et ord?) er der mange med teaterbaggrund: Lawrence Olivier, Michael Caine, Richard Burton, Christopher Lee, John Gillgud, Willem Dafoe, Men også folk som Denzel Washington og Gary Oldman - selvom visse af hans roller er method act’ed (Dame, konge, es, spion). Sorry, der var en hel masse mænd igen ... det er nok bare undertegnede, der bedst kan spotte dem ud.
De fleste danske skuespillere har en teaterbaggrund, for Danmark er lidt for lille til rendyrkede filmskuespillere.
jeg er en del af en verdensomspændende sammensværgelse,
der gemmer sig i kældre og baglokaler og buskadser,
og som først flyver under radaren for dernæst at flyve direkte ind i den
jeg er en del af et globalt netværk af terror-bevidste tiltalte,
hvis bevidshed omfatter terror i al dens væsen men afstår fra den,
tiltaler og påtaler dens forbrydelse, forsager den og foragter den
jeg er en del af en undergrundsbevægelse af troglodytter,
der først i fåtal men senere i flertal befolker infrastrukturen
i den sammenstuvning, de kalder for et samfund
jeg er en del af en modstandsgruppe af nye normalitets-sabotører,
anti-kolloboratører, civil ulydigheds-ingeniører og udfalds-trillebøre,
klar til udrulning i en post-apoplektisk verden
jeg er en del af et undergravende begravelsesfirma,
der er klar til at bisætte den bosiddende besættelsesmagt,
efter dens selvskabte disko-kollaps
Industrielle bygninger fra slutningen af 1800-tallet og starten af forrige århundreder er ofte fredede og klassificeret som bevaringsværdige. Det er ikke uden grund.
I kategorien findes alt fra pakhuse, sukkerkogerier, støberier og mejerier, men også hospitaler og skoler fra den tid er smukke bygninger. Der er næppe industrielt byggeri 100 år yngre, der nogensinde vil havne i den skuffe. Der er en grund til, at Industriparken i Glostrup ikke er listet op i turistbrochurerne. Det samme gælder stationscentet og hospitalet eller i det hele taget byggerier i forstæder, sovebyer, industrikvarterer … der fandtes i øvrigt ikke industrikvarterer for 100 år siden.
Kan man forestille sig den høje bygning på Rigshospitalet eller en af dansk arkitekturs store rædsler Panuminstituttet blive udnævnt til bevaringsværdige? Det skulle da lige være som afskrækkende eksempel.
Ankomst-afgangs-hallen i Københavns Hovedbanegård er helt retfærdigt udnævnt til bevaringsværdig. Vil Københanvn Syd eller Flintholm nogensinde opnå den status? Aldrig.
Biler fra automobilernes klassiske tid bliver i dag luftet i sommervarmen som veteranbiler. Er der nogen af de biler, der kører på gaden i dag, og som allesammen ligner hinanden, fordi de er kommet ud at det samme vindtunnelforsøg, der vil kaldes for veteranbiler i fremtiden? Altså udover den rent matematiske definition af en bil, der er mere en 25 år gammel. Og batteribilerne når kun en brøkdel af den alder, for deres lithiumbatterier holder ikke mere end 6-7 år – max.
Her er det måske på tide at konkludere:
Modernismen overordnet set falder sandsynligvis udenfor kategorien bevaringsværdig. Lad falde hvad ej kan bestå. Det var en blindgyde, en død ende. Dens ærinde var aldrig livsfremmende, for indet projekt, der ser skønhed som sin fjende, er livsfremmende.
Er der er eksempel på noget, der er tidløst bevaringsværdigt? Well. Hvad med at foreslå cyklen? Og nej, for der er ingen grund til at bebyrde den med bevaringsværdighed, for det kan den selv finde ud af. Den genopfinder og fornyr sig selv hver eneste dag.
der burde være klovne, send klovnene ind,
der er opstået et moment af pinlig tavshed,
der påkalder sig distraktion og divertissement,
publikum holder vejret en stund og ser sig til siderne,
de søger en ledetråd, et signal, en vej ud af pinligheden,
de søger en bekræftelse på momentets midlertidighed
der burde være klovne, send klovnene ind,
manegen er ikke tilgængelig for mainstream management
menageriet er blevet for monotont middelmådigt,
bænkerækkerne i Colloseum er sønderbidt af bænkebidere,
brød og skuespil og Gladiatorernes Indtogsmarch er ikke længere nok,
der skal andet og mere til
der burde være klovne, send klovnene ind,
der er stærkt brug for bajadser iført rød tud, der falder på halen,
der er brug for en latterpause i al den latterlige poseren,
trompeter og kino-orgler bør signalere tæppefald
for yderlige globalist-cirkus og absurd fascist-teater
og folkemord for åbent tæppe
Et gulv i et nyere hus er bygget på en bund af beton. Under betonlaget er der lagt et lag plastik, for at vandet fra jorden ikke skal trænge igennem. Vandet i jorden bliver på naturlig vis trukket op gennem jorden for at blive frigivet til luften. Vi forestiller os, at jorden bliver vandet ovenfra, når det regner, men den bliver i lige så høj grad vandet nedenfra. Og det ophører ikke på grund af et lag plastik, så vandet søger udenom og finder det sted, hvor det kan sive videre. Og det er gennem fundamentet og husets vægge. Derfor vil man som regel se, at der i kældre falder maling fra væggene, fordi de er fugtige indeni. Hvis der ikke er kælder, så vil det samme ske i stueetagen. Eller begge dele.
Det moderne hus er grundlæggende usundt. Med mindre det er et svensk træhus, der står på pæle, men det er jo heller ikke en moderne byggeteknik men en ældgammel og traditionel. Definition af tradition: eksperimenter der virker.
I middelalderen gjorde man noget helt andet. Man lagde et lag af ler, kalk og aske. Denne form for old-school beton var ikke vandtæt. Den åndede. Den tillod vandet at passere direkte igennem og ind i rummene i huset. Husene var heller ikke hyperisolerede, så væggene - hvor det samme problem findes - og alle mulige små mellemrum mellem strukturerne tillod fugten at blive udluftet. Indeklimaet i de gamle huse var sundt. Læg dertil, at byggematerialerne var naturlige, for det 20. århundrede = kemiens århundrede og de syntetiske materialers århundrede var ikke ankommet med dets myriader af materialer, som det aldrig har været meningen, at den menneskelige eller for den sags skyld den animalske organisme skulle være i daglig nærkontakt med.
Den middelalderlige gulvblanding starter som en slags cementblanding - ikke at forveksle med Portland-cement - der dernæst med årene arbejder sig tilbage til sandsten eller kalksten, som man finder i naturen. Undervejs har alle revner, der uvægerligt opstår undervejs og i nyere huse giver sig udslag i sætningsskader, repareret sig selv, fordi det er et organisk-dynamisk materiale. Det består af lige dele kalk, aske og ler smurt ud på et lag af sammenflettede pilegrene el. lign. Det skabte også en masse små lommer af stillestående luft, der er notorisk kendt for at være den bedste isolation, der findes. Et moderne betongulv giver kolde fødder. Et gammeldags gulv giver varme fødder.
Dette fænomen skyldes ikke gulvets temperatur som sådan. Her kommer et teknisk udtryk til forklaring: termo-effusivitet. Det er et mål for, hvor hurtigt et materiale tiltrækker sig varme - i tilfældet fødder fra kroppen, der kommer i kontakt med det. Nervesystemet opfatter denne effusivitet som kulde. Jo lavere termo-effusivitet, jo varmere føles gulvet. I moderne huse gør man alle mulige ting for at kompensere for de uhensigtsmæssige byggematerialer og alle deres bivirkninger. I gulvet er man nødt til at indlægge gulvvarme. Med årene bliver de kobberrør, der er nødt til at sno sig i betonen, tæret, og det hele skal brydes op og lægges igen. Et gulv i en 800 år gammel middelalderbygning har indbygget passiv gulvvarme - eller man kunne sige mangel på gulvkulde. Dampspærre i gulv, vægge og lofter er en sådan kompensation. Tykke lag af rockwool er en sådan kompensation. Udluftningssystemer i vådrum og i termoruder er en sådan kompensation.
Hvis man vil have formlen for dynamikken i kalk-komponenten, så er det Ca(OH)2 + CO2 --> CaCO3 + H2O. Kalken ligger som små sovende celler inde i gulvet eller murværket, og den dag, der opstår revner, små eller større, så vågner kalken op og går i forbindelse med det vand, der er trængt ind i revnerne og fylder dem ud med et væv. Et sådan gulv eller sådan en væg bliver stærkere og stærkere med årene - UDEN at blive vandtæt, for det ånder stadigvæk. De middelalderlige husbyggere kendte ikke den kemiske formel for kalciumkarbonat. Han vidste bare, at hans far og farfar og oldefar havde gjort det samme, og byggeriet havde holdt sig intakte og sunde gennem generationer.
Læg dertil, hvad det teknisk set foregår en interaktion med den jord, hvis temperatur er konstant både sommer og vinter. Det vil sige køligere om sommeren og varmere om vinteren end temperaturen ovenfor. Man har kaldt denne effekt for det termale svinghjul.
Og hvad kan vi så lære af det andet, end at det er gået galt undervejs? Vi kunne have lært det hele igen, men det sker ikke på grund af andre mekanismer.
Byggeregulativer har låst os fast i dårlige men billige materialer. Portland-cement er billigt og cementindustrien er en global trilliard business case, hvor lobbyvirksomhed har kunne skrive de regulativer, der fremmede denne business case, og som blev blåstemplet af generationer af lovgivende politikere, der ikke anede, hvad de blåstemplede. Det er her, hvor vi står. Industrien er ikke ond, det er ikke en konspiration på den entydige måde, selvom der helt sikkert finder karteldannelse sted, der reelt set er en konspiration. De har fremmet deres egen sag og beskyttet deres interesser og tjent de penge, de kunne på kort sigt.
Vi er bare nødt til at spørge, i hvor høj grad vores interesser er sammenfaldende med deres, og om det i det lange løb er en win-win-situation? Vi er nødt til at genopdage de gamle teknikker og videreudvikle dem. Der er en forsigtig trend med at gøre det. Når man køber et gammelt hus, hvor der er brugt cement til at fuge mursten med, så kan den fjernes og erstattes af kalkmørtel. Hvis der er malet udenpå mursten, så kan det fjernes, så stenene kan ånde igen. Men det er svært at bygge et nyt fundament under et hus, der står ovenpå.
Denne trend kunne godt tænkes at vokse, så nye huse kunne bygges med de rigtige naturmaterialer og med de gamle byggeteknikker. Det er ikke at bombe os selv tilbage til den mørke middelalder men at bakke ud af den blindgyde, vi er kørt ind i. Det behøver heller ikke at være dyrere, tværtimod. Danmark befinder sig ovenpå ler, sand og kalk. Og så er der asken, der kan skaffes som et affaldsprodukt.
Ellers er Etna lige gået i udbrud igen, så der skulle være en del at hente der, når den er færdig med at udspy.
Og ligesom en sidebemærkning. Hvad fru Etna lukker ud af CO2 i luften er det samme, som fru Hekla gjorde for år tilbage. Det svarer til et helt års udledning fra samtlige europæiske byer og fabrikker ET HELT ÅR! Hvor vover naturen ikke at være politisk korrekt! Men man kan jo ikke idømme en vulkan at betale grønne afgifter til globalfascisterne i Bruxelles ...
Hvis ikke ligefrem er veganer, så er en wienerschnitzel en klassiker.
Denne østrigske nationalret blandt andre - intet land har én nationalret, så glem alt om, at stegt flæsk med persillesovs skulle være national-retten - er en klassiker.
Den er simpel, den er ikke gastronomisk raketvidenskab, men den skal bare laves rigtigt.
Man kan til nød bruge skinke og endog kylling, men kalv er det rigtige.
Man kan stege i olie, men svinefedt er det rigtige. Animalsk fedt er i øvrigt det sundeste i modsætning til, hvad mange er blevet fortalt og bilder sig selv ind, for plonteolier varmet op til den temperatur, der kræves, udvikler plastik, som er skadeligt for kroppen. Det får vi til gengæld ALDRIG noget at vide om.. Klaret smør har de samme egenskaber som animalsk fedt, hvilket vil sige et meget højt rygepunkt. Rapsolie, som mange tror er åh-så sundt, har et af de laveste rygepunkter.
Skær eller køb en 6-8 mm (max 1 cm) tyk skive af kalven.
Brug den flade side af en kødhammer til at gøre den ca. 3 mm tyk. Bank følsomt.
Nogle foretrækker at banke den ud mellem to stykker plastfolie, så der ikke kommer sprøjt ud i rummet. Strø fint stensalt udover schnitzlerne. Et trick er at strø fra øjenhøjde og ned over kødet, så bliver saltet jævnt fordelt. Derover et drys friskkværnet peber.
Forbered 3 skåle eller tallerkener med mel, let piskede æg og rasp.
Selve stegningen foregår på et par minutter, og forinden vender man schnitzlerne i mel, æg og rasp. Vend flere gange, så det hele fordeles jævnt. Der er nogle, der foretrækker en dobbeltpanering, hvor processen med mel-æg-rasp gentages.
Fedtet skal være varmt men ikke friture-varmt. Et par minutter på hver side bør være nok, men hold øje med farven. Man kan sagtens vende flere gange, hvis man ikke er tilfreds. Der er også de, der foretrækker en lidt tykkere schnitzel, og så skal den selvfølgelig have længere tid i fedtet.
Roter panden forsigtigt men hurtigt i cirkler, så der kommer luft underneden, og så schnitzlerne ikke hænger fast men bliver badet fra alle sider. Der sker hermed en form for soufflering, hvor luften kommer ind mellem kød og panering, hvilket får paneringen til at boble op. Det giver en meget sprød og lækker tekstur.
Når schnitzlerne er færdige, lægges de til afdrypning på et viskestykke eller noget køkkenpapir.
Inden stegningen har man forberedt noget tilbehør.
Her er der et par muligheder.
Kartofler er et must.
Men skal det være brasede kartofler eller lun kartoffelsalat er et spørgsmål?
Brasede kartofler behøver vi ikke at forklare.
Lun kartoffelsalat er halvt afkølede pillede kartofler skåret i ikke alt for tynde skiver tilføjet salt, peber, sukker (wienerstil), en sjat bouillon og en spsk eddike + lidt planteolie. Her er planteolie på sin plads og ufarlig, så vælg noget, der smager godt. Solsikke- smager bedre end raps (der ikke smager af noget) iblandet finthakket rødløg. Der er de, der også tilføjer lidt sennep. Lige før servering blandes frisk-snittede purløg eller forårsløg i. Og skulle kartoffelsalaten i mellemtiden være ophørt med at være lun, så smager den stadigvæk fantastisk.
I den tyske version kan der være sauerkraut til, eller en servering med tyttebærmarmelade til, men det kommer også fra Nordtyskland.
Et wiener-must er dog en tyk citronskive, så det fede kan afballanceres med det friske-syrlige.
Her kommer så en kontrovers. Skal denne citron være i form af en ‘dreng’. Altså citron + ansjoser + kapers. Ikke ifølge wienertraditionen. Hvor den så kommer fra er et godt spørgsmål. Er det en dansk tilkføjelse? Er det som en pariserbøf, som ingen pariser har hørt om? Eller som det, vi kalder for wienerbrød, og som de dumme, kulturforvirrede amerikanere kalder for Danish pastry. Er det som en indianer, der ikke kommer fra Indien.
Altså OK, der er ikke noget illegitimt over disse variationer, men måske man skulle omdøbe dem til Berlinerschnitzel eller Amagerschnitzel, og hvorfor ikke en schnitzelburger? Så kan vi altid gå over gaden bagefter og få en wiener.
hvorfor er septembers himmel så blå?
er det for at minde os om sommeres blålighed
ved at gi’ den ekstra gas?
eller er det, fordi den altid var ekstra blå
havde det ikke været for sommerens varmedis,
der gjorde den let gråblå?
eller er det for vores blå øjnes skyld,
selvom de er grønnne, brune og alt derimellem
for at minde os om vores indbyggede godtroenhed
og autoritetstro og tro på babysitter-staten og nyheder-for-børn,
der for ni dage og 25 år siden fortalte os en løgn
om et terrorangreb men ‘glemte’ at fortælle, hvem terroristerne var
eller er det blåhed, som når gamle damer prøver at skjule,
at de er blevet gamle, og i stedet for at være stolte over deres visdom
prøver at skjule deres grå hår med blånelse og lade som om,
at de stadig er et sted i 20’erne - og så fik de lige for en stund hjælp
af Generation Woke og dens udgave af pc skrigblåt eller skrigrødt hår,
der bare skulle signalere syntetisk-ideologisk at-være-på-tværs uden at vide hvorfor
blæs Søndenvind, ih du milde
med luft fra endeløse stepper
let himmelvendt af de vestlige Karpatere
fra Krakow til Gdansk
inden du rammer os forneden
med et tørt pust af heden fra Pustaen
blæs Østenvind fra andre endeløse stepper,
der fordum bar rytterfolk med skræk og hærgen,
men også handelsfolk med kameler og kanel
septembers vind er varm og fugtig
efter mellemlanding i Østersøen
februars vind er Kong Vinters isnende håndtryk
blæs Nordenvind, du sjældne gæst,
for hvem har lige hørt om et højtryk fra Svalbard,
der på mirakuløs vis sneg sig udenom Jotunheimen,
for at ramme lyset på Skagen midt en rejemad med stråhat,
og hip-hip hurra for nu skal far skyndsomst flytte læskærmen,
så glassene med små akelejer ikke blæser om til ingen nytte
blæs Vestenvind, vi vidste, at du kom igen,
så samtlige træer atter kan læne sig mod øst,
og vindmøllerne atter kan falde i hak,
og vi atter kan regne med milde vindre og kølige somre,
bortset fra at koprutterne har forpurret skemaet, så dø skal de,
så vi kan begynder at leve af insekter ifølge Bill Gates
(bliver byttet ud med 10. juli - vi skriver jo forud)
En af USA’s og hele verdens mest modbydelige mænd er død.
Nekrologer bør som standard indeholde et element af respekt og empati,
men det er umuligt at finde noget respektfuldt at sige om Lindsey Graham,
ultra krigshøg, manden der skreg og snerrede allerede dengang
om krig mod Irak, Rusland i Ukraine, krig mod Iran og snarlig krig mod Kina.
Læg dertil hans problem med sin egen seksualitet,
og selvom det ikke behøver at være problematisk at være homo,
så havde han selv et seriøst problem med det,
for han var nødt til konstant at hyre trækkerdrenge,
og det er så her Ukraine kom ind i billedet på en meget mørk måde.
Hvad medierne glemmer at berette om, eller rettere
hvad medierne aldrig bliver fodret med fra de store nyhedsbureauer,
er, at kaotiske krigszoner som Ukraine er centre for drughandel,
våbenhandel, organhandel og menneskehandel og som en lækker detalje,
så kan det nævnes, at organer altid kommer fra levende mennesker ...
Lindsey Graham var fuldt bevidst om sagernes forhold,
så lod sig gerne forsyne med levende ungt kød fra Ukraine,
både før og efter at have poseret med sit buttede baby face
trykkende hånd med Volodymyr i Kiev og dernæst med en drone,
som han ser ud til at tænke på at stikke op et vist sted
Døde han så af et hjerteslag kort efter at være vendt tilbage til War-shington?
Eller var der nogen, der omsider forbarmede sig over menneskeheden
eller måske af mere skumle og mindre menneskevenlige grunde
besluttede sig til at tage livet af manden, der altid lignede en gris,
og som vitterligt tænkte, følte og levede som et svin?
Og hvorfor ikke benytte lejligheden til lidt komedie,
selvom der her er tale om det ufrivilligt absurd-komiske,
for minsandten om ikke mediesmarte skrighalse straks postulerede,
at det enten var russerne, der gjorde det, og hvis det ikke var russerne,
så var det helt bestemt iranerne - som om de ikke havde andet at se til.
Men var det ikke snarere den liderlige lindorm Lindsey,
der havde haft lidt for hård røvsex efter hjemkomsten,
og rent faktisk havde havde brugt en af Volodymyrs droner som buttplug,
der så viste sig ikke at være tilstrækkelig demonteret?
og de nærmere detaljer skal vi herefter spare publikum for.
Cafémad er en blandet fornøjelse - som regel mere blandet end fornøjelse.
Her blandes alting sammen til et miskmask af postulater om etnisk autencitet, der fuldstændig mangler autencitet. Hvis man serverede café-versionen for en mormor i Thailand, Mexico eller Indien, så ville hun se underlig ud i hovedet og derefter ryste på sit garvede-erfarne hoved.
Cafémad er misforstået verdenskøkken. Det kan godt være, at kokkene i asiatiske restauranter i Vesten går på kompromis med visse ting. F.eks kan de ikke altid få de ingredienser, der skal til. Og dernæst er det ikke sikkert, at de spisende gæster kan klare styrken af hot spices. Det er, hvad det er. Men caféerne eller pseudorestauranterne, der serverer såkaldte ‘etniske’ retter, tager kompromis til et helt andet og lav-bizart niveau og bliver ... kompromitterede.
Det er ikke rigtig mexikansk, blot fordi man hælder noget TexMex-pulver over.
Det er ikke rigtig thai, blot fordi man bruger en skefuld rød curry paste og noget kokosmælk.
Det er ikke rigtig indisk curry, blot fordi man hælder noget Madras Curry Powder i gryden.
Det er ikke en rigtig italiensk pizza, fordi man hælder en gang væltet lokum over et stykke udrullet dej.
Det er ikke rigtig shawarma, fordi man propper en gang industri-döner i et pitabrød og tilføjer chillipulver rørt ud i ketchup.
Det er ikke rigtig hummus, når det har ligget præfab i køleren i en uges tid, for hummus skal laves her-og-nu og spises samme dag eller allerhøjest næste dag.
Det er ikke rigtig sushi, blot fordi man smider et stykke rå laks på en klump ris.
Det er svært at vide, hvad der er, de lærer de unge i branchen, når de går på restaurationsskole i den Hvide Kødby, eller hvor det nu foregår rundt om i landet. Er det virkelig fake-it till you’ll never make it?
Hermed er ikke sagt, at autencitet hverken er mulig eller et absolut must. Man kan helt legitimt være inspireret af de fremmede køkkener og lade sig påvirke. Det er sådan, at al kultur opstår: via interaktion. Kulturer er hybrider. Men disse hybrider opstår kulturelt-organisk i mødet mellem kulturer og deres kreative kontakt med hinanden. De opstår i grænselandet og blandingsfeltet mellem nabokulturer.
Dér, hvor det går galt, er når grænselandet bliver abstrakt, og når dette kreative møde aldrig finder sted. Nogen har hørt om, men disse nogen har aldrig mødt.
Det hele bliver fake, fladt og misforstået. Og det smager derefter.
Så hellere en klassiker som mormors boller i karry, der intet har med curry at gøre, men som bare smager godt, og som mormor kan stå fuldt inde for.
hvis du strandede på en øde ø, hvad ville du tænke på,
udover hvordan du skulle overleve, hvis du når så langt
som til at tænke udover dagen og vejen og overlevelsen?
hvordan ville Robinson Crusoes filosofiske eksistentialisme udspille sig?
hvad ville være nulstillingen af civilisationen bestå i
udover det bortkomne fårs ensomme og brægende ulykkelighed?
vi kunne f.eks konsultere den rigtige Robinson Crusoe,
der var den skotske styrmand Alexander Selkirk, der blev dumpet
på øen Más a Tierra i Stillehavs-øgruppen Juan Fernándes, hvor han var i fire år
at Daniel Defoe kunne skrive sin klassiske eventyr-roman skyldes,
at han netop havde konsulteret Selkirk, og der, hvor han slipper sin hovedperson,
er efter hans tilbagevenden til den civilisation, der havde dumpet ham
et skib fandt ham omsider på øen og bragte ham tilbage til England,
hvor han blev udstillet som en eksotisk vildmand strandet i de finere saloner,
hvilket gav ham knald i låget, så han tog livet af sig selv for 10 dage siden i 1721
den eventyrlige historie fortæller intet om dette terminale stadie,
hvor den reddede eneboer længtes tilbage til sin isolerede ensomhed
på en fjern ø med fisk, vilde geder og kokosnødder
det er kun et spørgsmål om tid nu,
før de forførte og bedragede befolkninger i Vestens lande
ikke længere kan leve i en bedragerisk boble af forloren virkelighed
af falsk opfattelse af andre mennesker andre steder i andre lande
med andre kulturer, andre meninger om livet, i andre traditioner,
med andre præferencer til regering og andre opfattelser af Gud og mennesket
det er kun et spørgsmål om tid nu,
før en verdensorden med et overherredømme og ret til at fordømme
vil synke i grus som kolossen på lerfødder, som der skrevet står,
for en skønne dag kommer der en stor sten rullende ned fra bjerget,
der får kolossen til at skælve og dens hoved af guld,
dens overkrop af sølv og dens ben af kobber til at revne og splittes
det er kun et spørgsmål om tid nu,
før de ydmyge skal arve verden, som der skrevet står,
og hvad vil det overhovedet sige?
andet end at det kun er et spøgsmål om tid nu,
hvilket til gengæld ikke er svært at svare på,
for det udspiller sig i dette selvsamme øjeblik i spørgsmålets tid
Jeg fandt en smuk glaceret og fejlfri terracotta-skål i Røde Kors-butikken til 25 kr.
Jeg vidste godt, at terracotta er ildfast, men jeg var ikke helt klar over, hvad det var for en tingest - indtil det gik op for mig, at det var en fransk cassoule.
En cassoule er just en skål brugt til den traditionelle madret fra Sydfrankrig, der hedder cassoulet. Skålen som kogegrej er selvfølgelig langt ældre. Husk at støbejern først blev almindeligt til potter og pander i Europa med jernstøberierne i 1800-tallet, men terracotta kendt tilbage i oldtiden har de samme egenskaber. De første terracottafigurer er fundet i udgravningen af Mohenjo-daro, der var en kultur mellem 3.000-1.500 før f.Kr. Og så er der jo den berømte terracotta-hær fra Xian, Kina.
Cassoulet er en bondsk ret med rødder tilbage til middelalderen. De hvide bønner skulle først lige ankomme med Columbus sammen med en masse andre vegetabiler, som vi tager for givet i dag: kartofler, tomater, peberfrugt, chilli, squash, auberginer, majs, kakao, bananer, sukkerrør, hvede, peanuts, tobak, osv... Men bønner blev dyrket i Thailand og Europa 2.000 år f.Kr.
Det siges, at casoulet som madret optræder første gang i byen Castelnaudary, der var under britisk belejring under Hundredårskrigen (1337-1453), hvor bønnerne supplerede proteinet for de belejrede. Det har så ikke været de hvide bønner, for det er før Columbus og 1492.
Her kommer opskriften på cassoulet. Det er en Carcasonne-version med lam. Denne unikke middelalderby er den bedst bevarede befæstede by i Frankrig og derfor passende for en belejrings- og overlevelses-ret:
brug:
hvide bønner - skal være opblødt natten over, hvis de er tørrede
gulerødder - groft snittet
hvidløg - groft hakkede
porrer - fint snittet
løg - fint snittet
bladselleri - fint snittet
lam - i grove tern, marinér med olivenolie + salt + peber
gør:
brun lammet i smør - tag op
brun grøntsagerne på samme måde
tilføj maizena
kom kødet tilbage
tilføj rødvin
tilføj oksebouillon - kog i 10 min
hæld over i en cassoule el. lign ovnfast form
tilføj bønnerne
drys med rasp
bag i ovnen i 1 1/2 time
Bønnerne kan evt. suppleres med grønne hestebønner - grønt er godt for øjnene.
Lammet kan erstattes af kogeflæsk eller røget bacon.
Rødvinen kan udelades og erstattes med mere bouillon.
Der kan evt. tilføjes lidt tomatkoncentrat før deglacering med rødvin.
Retten kunne også være helt vegetarisk, men det ville franskmændene og -konerne nok ikke finde sig i.
Hvad er den kosmiske geometri?
Der er flere. Hvilket felt af Det Store Hele taler vi om? Det kan være æblet, der er et hvirvlende rotationsfelt med indgående energi og udgående energi og et forsvindingspunkt midt imellem.
Der er de, der siger, at æblet er en dobbelt donut, hvor også rotationen flipper rundt og kører baglæns. Det kan også beskrives som en dynamisk balance mellem eksplosion og implosion.
Måske daoisternes tegn for yin-yang-dao er mest beskrivende, men det er mere et princip end en geometri.
En fjerde mulighed er enneagrammet, men det er meget svært at forklare. Det er en balance mellem to komplementære principper, der bygger på tallene 3-6-9 – pyramiden, uendelighedstegnet og den 9-delte cirkel.
Hvad er det største problem i Verden?
Det er igen en kombination af flere problemer i et låst kompleks.
Det ene store problem er korruption. Men som grundlag for korruptioner er der menneskets ulyksalige tendens til at ville korrumpere andre og til at lade sig korrumpere.
Det har en sammenhæng med menneskets anden ulyksalig trang: autoritetstro, hvilket er hangen til blind tro uden at stille de relevante spørgsmål.
Det tredje store problem er stupidited. Det er, når mennesker er så dumme, at de ikke ved, at de er dumme og postulerer det modsatte.
Hvem styrer denne Verden?
Spørgsmålet kan ikke besvares uden historik. Det må som minimum deles op i:
1. Hvem har styret Verden?
2. Hvem mener, at de har ret til at styre Verden?
3. Hvem kan med sikkerhed sige, at de rent faktisk styrer Verden i dag?
Det er kun spørgsmål 2, der bonner ud med det globalistiske oligarki.
Har Skabelsens Kilde ladt menneskeheden i stikken?
Ved overfladisk betragtning er det muligt at komme frem til den konklusion.
Men en dybere betragtning er nødt til at medregne menneskets fri vilje,
uden hvilken det ikke er muligt at lære noget under opholdet på dette sted.
En anden del af en dybere betragtning er det omvendte af guddommelig intervention,
hvilket er anti-guddommelig eller luciferisk intervention, der har indskudt et lag,
mellem Skabelsens Kilde og mennesket, der har medført laden-i-stikken.
Uden menneskets mulighed for at tage imod, kan Gud ikke give.
Har vi som mennesker mulighed for at påvirke vores egen skæbne?
Det kræver en definition af skæbne.
Hvis der med skæbne menes noget deterministisk-forudbestemt og uafvendeligt,
så er svaret helt bestemt NEJ. Men hvis der med skæbne menes opfyldelse og fuldbyrdelse af formålet med menneskets tilstedeværelse på dette sted i form af en erkendelse af det menneskelige potentiale, og at menneskelig elendighed i virkeligheden er unødvendig, så bliver svaret så afgjort JA !
Yemenitterne er trætte af Saudiarabien, Israel og USA.
Irakerne er trætte af Kuwait.
Iranerne er trætte af USA, Israel og de korrupte golfstater.
Russerne er trætte af USA og korrupte EU.
Kineserne er trætte af USA.
Pakistanerne er trætte af USA.
HELE VERDEN udenfor Korruptistan er trætte af USA!
At have fået nok vil sige, at her stopper festen.
De har fået nok, og de skrider til handling.
Og skriden til handling er stærkt motiveret af, at den store papirtiger har brølet én gang for meget uden at verden skælvede af skræk. Den store terrorist har begået en terrorhandling for meget. Den Store Satan har fået klippet hornene, og Verden har nu forstået, at det ikke bliver rå hensynsløs magt, der bliver afgørende i en Ny Verdensorden, som ikke bliver den New World Order, som Imperiet har fablet om, hvor hele Verden rullede paralyseret om på ryggen og kapitulere overfor globaltyranniet.
Det forlorne memorandum om forståelse er skudt i sænk af de hyklere, for hvem det kun var et stunt for at vinde tid før en ny bølge af aggression. Samtlige aftalepunkter blev allerede voldtaget af USA og køterstaten Israel samme dag, MOU blev underskrevet. Til gengæld har der dannet sig en helt anden ægte forståelse mellem alle lag i en række lande i Vest-, Syd- og Østasien. Alle fra den politiske top til folk på gaden har fuldtud forstået, hvad USA er for en betændt størrelse, og at der ALDRIG NOGENSINDE kan indgås forståelsesaftaler med et land, hvis politiske ledelse er så syg i hovedet.
Imperiet er rystet i sin grundvold. Hvad der sker i Vestasien lige nu, kommer med garanti til at forplante sig til Afrika og Sydamerika. Når folk ser, hvad der kan lade sig gøre, hvor stor styrke beslutsomme folk og deres lande har, og hvor sårbar papirtigeren er, når den møder beslutsomhed, så er der ingen vej tilbage. Dette er Imperiets væste mareridt.
Imperiet er en maskine. Det er en primitiv deterministisk maskine i al dens forgrenede udspekulerethed. For de ingeniører, der skabte den rullede den ud, havde glemt at montere bremser og bakgear.
de lader som om,
at de er journalister, der lader som om,
at de formidler virkelighed med indsigt og balance,
så de lader som om, de har forstået sammenhænge,
at de har været derude, hvor det sker i marken i felten,
at de har lyttet og talt med involverede parter
de lader som om,
at de er politikere, der lader som om,
at de har indflydelse og træffer beslutninger,
så de lader som om, at de har gjort et stykke hjemmearbejde,
at de har søgt de relevante oplysninger for kvalificerede beslutninger,
at de ikke bare læser op af et kommunique, der blev landet på deres skrivebord
de lader som om,
at de er den slags videnskabsfolk, der ikke behøver at lade som om
men rent faktisk besidder viden, hvilket ikke er helt løgn,
men det er her laden-som-ommeren kommer ind i billedet,
for direkte adspurgt om emner, de ikke ved tilstrækkeligt om til at udtale sig
med tilstrækkelig tyngde, så lader de som om for ikke at tabe ansigt
de lader som om,
at de er historikere, der lader som om, at de skriver verdenshistorie,
mens de blot gør det samme som de, der lader som om,
at de bedriver journalistik mens de fortæller fiktive imperie-fähige historier,
så vi allesammen kan lade som om, at vi har forstået nødvendigheden
af at massemyrde en halv milliard mennesker i det 20. årh and still counting
i den gode sags tjeneste
september var den måned i det Herrens herreløse år 2026,
hvor Verden genskabte respekten for og opfattelsen
at det ældgamle og storladne Perserrige også kaldet Iran,
der stærkt provokeret trådte i karakter
og rystede det århundredgamle åg af deres hårdt prøvede skuldre
og selvom Verden derude i udkanten, det globale syden,
er fuld af syden og boblen af erkendelse og beslutsomhed,
så har blot et mindstemål af erkendelsen ikke ramt
de tilstoppede lokumsrør, de lortefyldte faldstammer, der sidder og feder sig
i toppen af Vestens regeringer og uber-regeringer
kan det komme som en overraskelse for erkendende hoveder,
der gennem årtier har studeret den store brune kloakstrøm
af falskhed og medieskabt forlorenhed, at skraldespande-hoderne i toppen
har så meget bæ mellem ørerne, at ingen alarmer, megafoner eller sirener
er i stand til at trænge igennem den brune grød?
Comments
Nothing yet. Say the first thing.
Sign in to join the conversation.