Dompappen er en ca. 16 cm stor finke, som er udbredt i det meste af Europa og herfra videre mod øst i et bredt bælte til Stillehavet.
Faktaboks
- Videnskabeligt navn
-
Pyrrhula pyrrhula
- Etymologi
- Ordet dompap kommer af nedertysk dompape 'domkirkepræst', hvis hætte og kåbe fuglens fjerdragt er blevet sammenlignet med.
Hannen er stærkt farvet i rødt, sort, hvidt og gråt, mens hunnens farver er betydelig mere afdæmpede. Den stemme, der høres mest, er et blødt fløjtende kald. Føden består af plantefrø og knopper. Dompappen forekommer i blandskov og parker og bygger sin rede i nåletræer.
Som andre nåletræsfugle er den indvandret til Danmark i nyere tid dels fra Sverige (første ynglefund Bornholm 1916), dels fra Tyskland (1932). I dag er den en ret almindelig ynglefugl i det meste af landet. Desuden besøges Danmark af træk- og vintergæster fra Skandinavien og Finland, og i visse år kan den optræde i meget store antal ("invasioner").
Ud over dompappen omfatter slægten Pyrrhula yderligere syv lignende arter, som er udbredt i Asien og på Azorerne.