Ove Hermansen · Lex

Siegfriedlinjen var en tysk befæstningslinje, som blev bygget i 1916-1917 under 1. Verdenskrig. Efter Hitlers indmarch i Rhinlandet i marts 1936 blev den udvidet både i længden og dybden og herefter kaldt Westwall ('Vestvolden'), mens de allierede fastholdt betegnelsen Siegfriedlinjen.

Faktaboks

Også kendt som

Siegfriedstellung; Hindenburglinjen

Siegfriedlinjens omfang

Siegfriedlinjen havde en længde på 650 km og gik fra den hollandske grænse til Schweiz. Den bestod bl.a. af 1800 bunkers og række af beton-tankspærringer. Organisation Todt stillede 1 mio. mand til rådighed for byggeriet. Det nordligste stykke fra Brüggen og op til Kleve blev først skabt i 1940. Volden var forsynet med flak-tårne, som skulle tvinge angribende fly op i højder, hvorfra bombepræcisionen ville være mere upræcis.

Briterne havde i det første krigsår (1939-1940) en populær sang, We're are Going to hang out our Washing on the Siegfried Line, hvori de truede med at benytte volden til ophængning af deres vasketøj. Med lynkrigen i foråret 1940 mistede volden sin betydning som forsvarsværk.

Den 24.august 1944 beordrede Hitler linjen aktiveret og bemandet, men nye ammunitionstyper var nu i stand til at gennembryde bunkervæggene. Nogle få, korte strækninger, bl.a. nær Eifel, er bevaret af museale grunde.

Læs mere i Lex

Read the original on lex.dk ↗