Severn er Storbritanniens længste flod. Den er 354 km lang og afvander 11.266 km2.
Severn har sit udspring i Cambrian Mountains i 600 m højde ved Plynlimon i det centrale Wales. Floden løber først nordøst til Shrewsbury, derefter mod syd til Ironbridge, hvor flodens løb tidlig blev udnyttet i forbindelse med jernindustrien ved Coalbrookdale. Floden løber igennem Worcester og bliver øst for Gloucester i sit nedre løb bredere og efterhånden præget af kraftigt tidevand, og Severn udmunder i et tidevandsestuarie i Bristol Channel.
Severn har flere bifloder og kanalforbindelse til andre floder, blandt andre Themsen, Trent, Humber og Mersey.
I estuariet sydvest for Gloucester krydses Severn af hængebroen Severn Bridge (frit spænd på 990 m) og af en 7 km lang jernbanetunnel, der begge forbinder det sydlige Wales med England.