De måneder hvor facaden dækkes af roser

Jeg har efterhånden ret mange roser. Det er ikke sket efter en plan; det er sket, fordi jeg har så uendelig svært ved at gå forbi en god rose. Og jeg er nok også virkelig til falds for den romantiske cottagehave-stil — altså på min egen måde. Men det er en anden historie.

Måske var det tid til at dele en beskrivelse af dem? Roser er jo lidt en stor beslutning — de bliver i haven, måske længere end du selv gør. Og netop derfor kan man blive lammet af beslutningsangst, når det gælder valg af roser.

Jeg har samlet dem i en lille serie på to breve. Dette første handler om dem, der klatrer — slyng- og klatreroserne, dem der vil opad og henover og henimod lyset. Næste brev handler om de gamle sorter, de engelske buskroser og de vilde.

(Og en lille ting, inden vi går ud mellem roserne: Nederst i dagens brev er der en nyhed, jeg har glædet mig længe til at dele med dig. Men først — roserne.)

Lad mig begynde med tre af dem.

Den røde klatrerose på huset — “Mexi-rosen”. Mexi-rosen, min evindelige men…